“Jeg har aldrig brugt mere end 10 procent af min research,
når jeg har kommenteret en sportsbegivenhed”
(John Idorn)
John Idorn (1933-2004).
Skomagersønnen fra Helsingør tog skoleembedsksamen i gymnastik inden han startede sin journalistkarriere, hvor han skrev til forskellige københavnske og nordsjællandske aviser – kom i 1962 til Danmarks Radio som sportsredaktør blev Årets sportsjournalist i 1968 – stoppede i 1976 i DR var ved Gutenberghus en 3 år inden han i 1979 blev fuldtidsfreelance -.han blev ansat på Radioavisen den 1. maj 1984 og var DR’s korrespondent i London i perioden 1987-91 - han vendte i 1999 tilbage til free lance arbejdet og arbejdede som free lance journalist og foredragsholder lige indtil sin død.
Selv på sin 70 årsdag var han i Lynge for at holde foredrag
“Det passede dem bedst den dag” (John Idorn)
John Idorn var kendt (og berygtet) for sin klæbehjerne og ekstreme grundige forberedelse af sine udsendelser og artikler. - han var en af de meget få journalister, der med fuld troværdighed kunne fastslå: ”Jeg har aldrig måtte dementeret en artikel” fordi det havde ganske simpelt aldrig været nødvendigt at rette i hans forarbejde.
John Idorn var meget respekteret for altid professionelle og alligevel medrivende stil
Det mest kendt eksempel på John Idorn’s perfektonisme var i 1972 ved OL i Munchen hvor der var et stunt med en “marathonløber” der kom ind på banen øjensyndligt som den første på de afsluttende runder påpå den olympiske stadion, alle hoppede på denne practical joke både kamerafolk, journalister, tilskuere osv osv
Løberens dragt og nummer så helt okay ud men ingen var klar over at han lå i spidsen
som den eneste kommentator i hele verden udbrød John Idorn straks, “Det passer ikke det rygnummer er ikke med i konkurrencen” – og ganske rigtigt det var et stunt som fjernede noget af opmærksomheden som den rigtige vinder af marathonløbet der kom ind på stadion senere skulle havde haft
Alle drønede rundt som forvildet høns, officials som mediefolk
mens John Idorn for åben mikrofon morede sig meget højlydt over spøgen.
Link “marathonvinder“
Ved OL Athen 2004 kort tid før sin død modtog han IOC Trophy, (fortjenstmedalje)
for sit kæmpearbejde mht Danmarks Olympiske Akademi
og er kendt for sit store antal bøger om sportens verden især de olympiske lege
som havde hans altoverskyggende interesse
John Idorns OL historie (1998)ISBN 9788700269583 |
Det er bestemt ikke kedeligt, når journalisten med klæbehjernen - John Idorn – efter 50 års interesse for de olympiske lege – roder op i hukommelsen og går på jagt i arkiverne, som garanteret er inde i hans hovede det meste og beretter om de mennesker og episoder, der har gjort OL til verdens største underholdningsshow – haler den om den danske sportsjournalist, der var sendt til Paris for at referere OL, men selv kom hjem med en olympisk guldmedalje - den amerikanske løber, der vandt guld på en cocktail af cognac og stryknin - japaneren, der var 54 år om et maratonløb - den polske guldvinder hos kvinderne, der var en mand – osv osv osv meget meget mere.
inspiration: “danskesportsjournalister.dk”, John Idorn’s bøger, med mere
John Idorn huskes af enhver, der har nogle årtiers årringe. Samme Idorn fremstod med sin fabelagtige research, hukommelse og journalistiske stringente tilgang til stoffet – uanset medie – på mange måder som sin daværende chef Gunnar “Nu” Hansen.
Det var (tilsyneladende) altid saglig, redelig og opdateret formidling af sportens verden, som modtageren – læseren, radiolytteren og TV-seeren – modtog. Selvom Idorn (og Gunnar Hansen) oftest fremstod i perfektionismens lys, manglede de to vigtig brikker i formidlingens kunst:
1) Visuel menneskelig varme og 2) Humor
Det er en eksorbinant subjektiv vurdering, som kommentatoren hermed fremdrager for to af sportsjournalistikkens mest vidende og professionelle – nu afdøde – profiler.
Man kan så spørge sig selv (og andre), om nutidens sportsjournalister måske har for meget af de to nævnte “mangler” og for lidt af Idorns (og Hansens) nærmest perfektionistiske professionalisme.
#.hulegaard – 23012012.2103
John Idorn var vel mere statistikeren der blev jourmalist end bare en journalist der var omhyggelig med sine kilder – næh jeg skal nok vare mig for at spørge om ekempler på det sidste ‘hahaha’ – personligt kan jeg godt li’ den type kommentator, der ikke stjæler afklaringen af om jeg synes det er slidt eller godt – det synes jeg er et ganske stort problem nu til dags – det bli’r så ikke bedre med de såkaldte eksperter – så det at se sport i dag nærmest minder om turen med bilen ned til vaskehallen på tankstationen – du sætter bilen og går ud så åbner den døren til vaskehallen når vasken er færdig – sportsudsendelser i dag er nøglefærdige produkter… ;-(
Gunnar Nu var i mine øjne jægeren over alle jægereeee – jagtede historien i starten alle historier da der så kom mere bredde i DR så sportshistorier – jeg elskede i min barndom alle hans sjove udtalelser af udenlandske navne – Gunnar var ligeglad han havde sin egen udtaleregler og de skiftede tit gennem en fodboldkamp i radioen – det var ikke givet at den samme ungarnske angriber hed det samme i samtlige 90 minutter… ‘hahaha’
Det skete aldrig for John Idorn, han havde tjekket hvad spilleren vitterlig hed inden kampen – og resten af hans data med… ‘smiler’
Gunnar har jeg aldrig mødt, men John Idorn har jeg haft fornøjelsen af at høre et enkelt foredrag – ganske underholdende og samtidig ret bogholderagtig sagt på den venlige måde… ‘smågriner’
(primært) hører man linket til marathon-spøgen må man modsige hulegaards argument (omend jeg er med på princippet). Idorn både ler varmt og hjerteligt ad det der må siges at være hans egen kerneydelse. med hint til denne blogs motto: han tager det der skal tages alvorligt alvorligt – og den spørg der ikke tager det alvorligt kan han grine med på. det var aldrig sket uden humor.
@Klaus-240112-0300pm:
Jeg noterer mig dine bemærkninger med både interesse og glæde over den hedengangne, dybt respektable (sports-)journalist.
#.klaûs – 24012012.1500
Mit subjektive indtryk af John Idorn, kva masser af oplevelser af hans kommentatorjobs plus et enkelt overværet foredrag, er at han var i besiddelse af det jeg for mig selv kalder for et “bogholdergen” – jeg tror og det viser hans reaktion på klippet vist også at han kan se det sjove i practical joken – men havde det været en rigtig løber der havde snydt dem alle og løbet sig frem til første pladsen uden om hans opmærkaomhed (med de reskaber han havde for hånden) så tror jeg ikke Idorn havde kunnet havde set så meget sjovt i det… ‘hæhæ’
Men inden hin dag i 1972, da havde jeg min tvivl om John Idorn kunne slippe ‘gækken’ løs – men helt i Piet Hein’s ånd så lykkes det…
Gennem +25 års kamp i mellemrummet mellem ‘tørre’ bogholdere og ‘flyvske’ markedsføringsfolk – så har jeg lært at der sagtens mellem al deres “korrekt’ness” kan gemme sig et godt grin blandt de ‘stive’ bogholdere… ‘haha’
Omvendt så findes der også fornuftige mennesker blandt markedsføringsfolk… ‘hahaha’