Min korte karriere som københavner i de glade 80’ere, (1 af 7).
Efter at havde haft fremlejet en lejlighed i Tåstrup Have i en periode, så skulle jeg finde et sted at bo hurtigt helst tæt på Avedøre Holme hvor jeg arbejdede – fandt en der ejede en stor bungalow på Gammel Køge Landevej – tæt på Friheden Station, som blev lejet ud opdelt i 6 parter der havde hver sit store værelse – plus stort fælles køkken med et megastort fælles køleskab plus et stort solidt badeværelse…
Der var så, som nævnt, 6 store værelser i bungalowen – hvor jeg undrede mig over at jeg, som ny indflytter, fik tilbudt et klart bedste med store vinduer ud mod vejen med masser af lys -.det viste sig så at det netop var de store vinduer og den megen lys der var årsagen til at jeg fik dette værelse som var fint som bolig i de 4-6 måneder jeg skulle bruge det…
De 5 andre havde alle været i konflikt med lovens lange arm på en eller anden måde og var alle i vadesteder på vej hen ved jeg ikke (måske vidste de det heller ikke) – men de brød sig ikke så meget om for meget lys…
Men selvom de havde et i allerhøjeste grad dårlig rygte og cv, så var det faktisk nogle friske “roommates” der havde deres særheder men absolut også nogle goder sider….
Det store fælles og ekstremt rummelige køleskab var helligt, alle andre steder ville der blive raspet af det man satte der ind – det siger min erfaring mig fra diverse kollegier i studietiden – her kunne du opbevare alt uden risiko….
Det samme med hensyn til. badeværelset – ens shampoo og barberskum manglede aldrig…
Men som nyindflytter fandt man hurtigt ud af at dørspionen var husets nerve – informationen om den vigtigste regel i “bofællesskabet” var ikke at åbne for nogen man ikke kendte var grundig og der var som udgangspunkt ingen hjemme hvis nogen spurgte…
Det kostede så også – havde på den færøske værtshus i den indre by mødt en sød islandsk pige – og hun synes det var et dejlig lyst værelse – det var jo før mobiltelefonens tid, så aftalen var at hun skulle komme ud til mig dagen efter for så at tage i byen sammen – desværre blev jeg forsinket noget på arbejdet og kunne jo ikke af gode grunde ikke ringe og advare om dette -.derfor stod hun og ringede på i en halv time – det var de 5 så venlige at fortælle mig (da jeg endelig nåede hjem) for det havde de tjekket gennem dørspionen da de skulle se om det var til dem der var nogen der ringede på – om det var een de kendte da de ikke gjorde ja så åbnede de ikke – men de kunne da fortælle så meget at hun så godt ud…
Det ødelagde så min ‘chance’ for at kunnet blevet være islandsk finansmand på opkøb i Danmark, for det lykkes aldrig at løbe på hende igen – da jeg jo ikke kendte hendes adresse, det var hende der kendte min og på værtshuset inde i Pilestræde kendte de hende ikke da hun kom der ikke normalt…
Skæbnen ville at ca. 14 dage efter fortalte ‘de 5’ at nu havde hun ringet på døren igen – men som de sagde så kunne jeg jo bare være hjemme når jeg fik besøg…
Men den islandske finanskrise, den gik jeg jo så glip af…
Le Drake Noir 