King of the road – dansk sjæl XI

A kind of “roadrunners” 

vagrants, “entertainer”, roughnecks, subsistence’loose, spritter, the rushing journeymen, country strings –  it’s said that “dear child has many names” – these folks, they have indeed many names in public – but there were as many types as there were vagabonds

During my childhood in the 60s, I met many of them, because the big farm in southern Jutland (Denmark) near the danish-german borderline, where we lived (my old man managed it administratively – next to his work at the nearby military barracks) close to one of the major roads and the mega big barn attracted their attention as a shelter for the night – they knocked on the door in the evening and always got permission to climb into the grain straw or hay in the barn after handle over their lighters or matches – often they were gone in the morning, some did have just breakfast before they trotted on – it fit with my breakfast before school – they could always or allmost some “good” tough stories – stories about why they were in the situation they were in – but they never complained – they were not wimps – but totally honest in their own way.

often there was tragicstories behind the choice of the roadlife.

Many of these outsiders faithful companion was the bottle and a large number of them drank methylated spirits, which held over 90% alcohol and were intended to be used as fuel in drinking appliances for cooking, therefore, was added substances to prevent such use, yielding stomach problems to them – but my mothers strong coffee kicked life into them in a good way – so they were prepared for a new day on the road

But their abuse was not as clear at that time as now there is a large number of city vagrants and homeless in all major cities, often do they not come outside the city limits and most have a bench lay hangout – the times are different – perhaps humans also.

One of the guests was the legendary Henry “Solskin” (sunshine) – maybe the king of the road knights or “stodderkonge” (beggar king) – a title that wih more style or dignity than it sounds – a very intelligent and wise man – these 2 thing doesn’t always hang together but it did in this case – it’s Henry with the tall black hat – his life wasn’t easy
but I remember him with joy.

Mostly he was seen on the roads between the island Fyn (southern Denmark) and  the town Skagen (in the northern Jutland) with his dog Perle (pearl).

Also as a grown young man I have met Henry “Solskin” – for example at road rest areas because in my consulting job came around a lot on the Danish roads and sometimes held onto the rest stops to fix papier and so – this was before mobile phones and pc’s era. 

When I was drive around on the Danish roads in terms of visiting customers, I serval times encountered Henry “Solskin” during such breaks at rest areas, etc., have then got a chat with a man who despite a life on the road far away from the perception of real life possessed many good qualities and a knowledge and understanding of many things which makes me think of the proverb “an academician is a person who has read into know what others already know.”

 😉

Reklamer

Stokke’metoden – dansk sjæl (X)

Simon Spies (1921-84) – billede: business.dk

Simon Spies blev født i Helsingør, hans far var psykisk ustabil, derfor blev forældrene skilt i Simon’s tidlige barndom – der sad et ualmindeligt lyst hoved på drengen som fra Københavns Universitet opnåede at blive både cand. psych. og cand. .polit.

Han var en dansk selfmade mand, der som bekendt sammen med Tjæreborgpræsten lærte danskerne at tage på charterferie sydpå – men det er en helt anden historie.

Startede for øvrigt med et lille firma i studietiden men da han turede for meget rundt sammen med de ansatte (ifølge eget udsagn) så gik det ikke.

Men det lærte ham, sagde han selv, kun at bruge halvdelen af det han tjente.

Simon Spies var meget excentrisk og brugte reklameværdien fuldt ud., eksempelvis købte han for det meste også billet til sin stok ved teaterbesøg – da han forgæves forsøgte at købe en avisforside smed han pengene i kloakken og fik hermed forsiden.

Hans morgenbolledamer er en historie for sig selv.

Motto
“I fødselsdags gave, ønsker jeg mig en globus, i naturlig størrelse”

 “Hellere dårlig omtale end ingen omtale”

Som 21 årig løb jeg engang ind i Simon Spies som var taget på ferie i Danmark med alle sine morgenbolledamer, hund, stok osv, og var kommet til den kant hvor jeg boede – man mærkede ikke noget til ham udover at han havde lejet hele hotellet i øens ”hovedstad”, han brugte bare ikke værelserne alligevel – fordi han havde sin store flotte bus med, og der holdt han til – den havde også den fordel

at han ikke behøvede at stå op for at tage på sightseeing på øen.

Det eneste på hotellet han ikke havde lejet var slyngelstuen, her sad jeg sammen 3 andre en sen aften og spillede kort, da Simon stikker hovedet ind for se hvad vi lavede – hurtig derefter overtager han pladsen fra en af de andre der skal hjem – så spiller vi kort resten af aften og det meste af natten med.

Hen på morgenstunden har han faktisk plukket os alle 3 for en vel 3-400 kr hver.

Han skraber pengene sammen og putter dem i jakkelommen og sidder lige kort og kigger på os siger så med sin karaktistiske gnækkende stemme ”Ved I hvad drenge det er længe siden jeg har moret så godt og haft det så sjovt” – hvorefter han tager sit checkhæfte frem og skriver 3 checks på 5.000 hver og giver til os – derpå siger han tak for i aften og går.

I dag kan jeg godt ærgre mig over at jeg hævede min check

…..

Simon Spies havde som alle andre mennesker gode og dårlige sider

markedsføringsmæssig i forreste linie.

Måske reality tv fra før reality tv blev opfundet..?

 

Danske undskyldninger på nynorsk

Aksel Sandemose (1899-1965) – dansk-norsk forfatter – født i Nykøbing Mors og døbt Aksel Nielsen, men tog navneforandring i 1921 til Aksel Sandemose – han udvandrede i 1930 til Arendal lidt nordøst for Kristiansand i Norge – men hans første 22 leveår på Limfjordsøen Mors prægede hans forfatterskab dybt og også hans tid i ungdomsårene som sømand gjorde – han bliver tit udråbt til sortseernes fader – men det skyldes måske i høj grad at man læser ham ord for ord i stedet for at læse meningen bagved ordene – (den måde at forstå på, har Piet Hein også skrevet om og som er overskrift på dette blogsted i ærbødighed over for den gode Piet Hein ) – men superoptimist i sin udtryksform – det kan man nok ikke beskylde Aksel Sandemose for at være.

Sandemose etablerede sig hurtig i det norske som forfatter og skrev på norsk riksmål og derfor regnes som norsk forfatter – ganske som den færiske forfatter William Heinesen regnes for dansk forfatter fordi han skrev på dansk.

I hans romaner søges i den psykologiske sfære bevæggrunden for, at mennesker handler som de gør- angiveligt optræder der ofte selvbiografiske træk i hans forfatterskab.

 

Aksel Sandemose havde en aversion mod den form for nationalisme som iblandt  nazismen er udtryk for, hvilket kan være en af forklaringerne på “flugten” til Arendal i det norske Aust-Agder – grundet sit arbejde i den norske modstandsbevægelse så måtte han tilbringe de sidste år af WW2 i eksil i Stockholm. 

Aksel Sandemose døde for øvrigt i København (1965), så ringen sluttede i Danmark.

Den af hans romaner hvorfra der oftest Sandemose’citeres fra er 

En flygtning krydser sit spor” –  

men mange kender ikke romanen, ja selv Sandemose glider vel ud af hukommelsen

for det er kun 10 statsments som danskerne har taget til sig som nærmest naturarv

Janteloven

1). Du skal ikke tro at du er noget.
2). Du skal ikke tro at du er lige så meget som os.
3). Du skal ikke tro at du er klogere end os.
4). Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
5). Du skal ikke tro du ved mere end os.
6). Du skal ikke tro at du er mere end os.
7). Du skal ikke tro at du duer til noget.
8). Du skal ikke le af os.
9). Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
10). Du skal ikke tro at du kan lære os noget.

Resten af romanen er lykkeligt glemt, hvis den har været husket.

Hvad er “Janteloven” for danskerne…?

Måske verdens største undskyldning og sovepude..!

Nogle kan dem bedre som en anden “to do or not to do” liste

“De 10 bud”

Meget, rigtig meget, elendig udført eller elendigt forberedt ‘arbejde’, der er manglende succes tilskrevet “Janteloven” – i stedet for at sige det som det var at man ikke havde gjort det godt nok eller skøjtet let over forberedelsen og får løn som forskyldt.

 danske undskyldninger på norsk (eller oversat fra norsk) men så var det dog nynorsk

Aksel Sandemose citater der er druknet i lyset fra “Janteloven”

“Nederlag skal op i lyset, ikke graves ned – det er af dem, man bliver menneske”

“Den største forbrydelse, forældre kan begå mod deres børn,

er at have glemt deres egen barndom”

“Dumheden overlever altid. Den er så at sige for dum til at dø

“Jeg tager altid glæderne på forskud, ellers bliver der aldrig nogle”

“Det værste ved nazisternes raceskvalp er, at det tvinger anstændige mennesker til at tage stilling til argumenter, der hører hjemme på en ølknejpe”

….

 

Også enken gik i frø

Ved folk på københavnske Østerbro mon at de går i frø..?

På Østerbro i København ligger en gade, blandt mange,

denne gade hedder “J.E.Ohlsen’s Gade” og er opkaldet efter Jørgen Ernst Ohlsen  

hvem pokker var han kan man med rimelighed spørge 

men det tænker de færreste nok over i dag

 – jo københavnerne hylder skam een af pionerne inden for forædling af frø. 

 

Jørgen Ernst Ohlsen, (egenlig Jørgen Ernst Olsen), der levede 1818-62, var en dansk gartner og frøhandler i Vangede – efter sin gartneruddannelse i 1834 og et længere udlandsophold så overtog han i 1845 faderens gartneri og frøfirma, der var grundlagt i 1804 på Østerbro i København, og under hans ledelse udviklede firmaet sig til Skandinaviens største frøfirma inden for havebrugsfrø  – efter Ohlsens død videreførte hans enke og derefter efterkommere i tre generationer det anerkendte firma under navnet J.E. Ohlsens Enke A/S.

Firmaet har været primusmotor for forældlingen af frø til både pryd- og urtehaver, ikke alene i Danmark men hele Skandinavien og i et vist ofang også udenfor dette område – grundlaget for denne position blev lagt netop i Jørgen Ernst Ohlsen’s tid.

Firmaet blev i 1985 overtaget af L. Dæhnfeldt A/S.

(Billede fra før WW2 – fotograf ukendt –  www.danskebilleder.dk)

Gulerødsprøver lagt op til bedømmelse i forsøgsmark hos I.E. Ohlsens Enke  

– i baggrunden ses Vangede med Søborg Kirke

hvis man går tilbage i tiden så var andet end altankasser

der blev anvendt til planteliv i København 

markerne var noget tættere på den gang.

eksempelvis så havde J. E. Ohlsens Enke i Vangede på Vangedevej 166 omfattende forsøg med udvikling af blandt andet gulerødder.

Billedet af en mark i Vangede med gulerødder, som i dag er erstattet af københavnere

det er da egentlig  sjovt at se hvordan tingene har udviklet sig i tiden

før var det forædling af frø der skete på grunden

i dag er det forædling af børn på en Arne Jacobsen-tegnet skole

Samtidigt billede fra frøtørreriet hos firmaet J.E. Ohlsens Enke i Vangede,

der dengang var ved København og ikke i København  

hvor blomser og grønsagsfrø renses, tørres og pakkes

til salg i Danmark og resten af Skandinavien.

 

Måske verdens bedste danske digt til kvindens pris – dansk sjæl VI

(Andreas) William Heinesen (1900-91) – dansk digter, forfatter og billedkunstner, født i Thorshavn på Færøerne – faderen var købmand, skibsreder og en meget enkel jordbunden mand med dybe rødder på de små Atlanterhavs øer, mens moderen var en mussisk meget kunstnerisk anlagt kvinde af syddansk afstamning – så William Heinesen havde rod i 2 meget forskellige verdener og drev en årrække sideløbende med sin kunstnerverden familiehandelsfirmaet også – et forhold der gav Heinesen en særegen ballast i sin kunst at han havde den praktiske, kommercielle og borgerlige vinkel bundet op til hans anden side der var hentet fra det boheme’agtige ‘spraglede’ søgende verden der var kommet så om sige med modermælken – kombinationen ses tydeligt i hans kunstneriske produktion og omvendt så har kreativiteten og kunstner’genet givet også gavnet i den barske traditionelle business’verden som ejer af et større søhandelshus.

William Heinesen levede stort set hele sit liv på Færøerne bortset fra nogle år i ungdommen, selvom han var utrolig knyttet til de vindblæste øer med stor stolthed – så skrev han på dansk – dette gjorde at da man i 1977 fra Nobelkomiteens side ville tildele ham Nobel’s Litteraturpris – ja så afslog han, fordi han ikke mente at han kunne det – som en færing der skrev på dansk – alene et udtryk for hans ægte beskedenhed og store solidaritet med den færøske kulturelle og historiske sfære.

William Heinesen fik dog en række andre priser iblandt Nordisk Råds Litteraturpris i 1968

desuden blev han oversat til en lang række sprog (cirka 20)

– ofte nævnes han i den klasse som også rummer Karen Blixen, som også er den eneste nyere danske forfatter der er oversat til flere sprog end færingen.

Der var tale om et multikunstnertalent – ud over digte så skrev han noveller, romaner, skabte oliemalerier, spillede musik og hans seneste år kastede han sig også over papirklip

– som også HC Andersen gjorde det.

Hans produktion er omfattende og resultatet blev et magisk tredobbelt syvtal : 

7 digtsamlinger – 7 novellesamlinger – 7 romaner        

iblandt hans store produktivitet findes verdens måske bedste digt til kvinden

måske kun Dan Turell var en seriøs rival ud i den kunst 

…..

FANTASIA

“Om tusinde år,
ja om millioner af år
skal jeg fortælle dig:
Ved du hvor du er?
Du er i mit hjerte.”

“Ja!” vil jeg svare dig glad
fra de tidløse himmelegne hvor jeg vanker:
“Jeg er i dit hjerte,
og hvor er jeg lykkelig!

“Jeg er saltet i dit blod,
den urgamle smag af havet du kom af.

“Jeg er det evige tidevand
af nat og dag i dine øjne
som lyset skabte
og som genskabte lyset
og gav det indhold.

“Jeg er labyrinten i dit øre,
ambolten og hammeren
som finhamrer verdens råstof af lyd
og skænker det mening.

“Jeg er luftningen
der går i dine lungers kroner,
ilten og kulsyren
som de evigt udveksler
med jordens hjemlige grønhed.

“Jeg er fugten i din mund,
smagsløgene på din tunge,
saltsyren i din maves kolbe,
kraften i dine indvolde
der uddrager essensen af jordens kerne
og mætter livscellernes myriader
i dit legeme.

“Jeg er tilblivelsens dybe mysterium
i dit indre
i hvis mørke månen
uset tændes og slukkes.

Jeg er den unge ensomme frugt
på din livmoders ældgamle verdenstræ
og jeg er mælkens kildespring
i dine bryster.

“Jeg er kalken i dine knogler,
smidigheden i dine sener og ledemod,
hornet i dit hår og i dine negle.
Og jeg er den fyrige vellugt
af din huds porer.

“Jeg er hæftigheden
i dine arteriers bjergfloder
og sagtmodigheden
i dine veners blå delta.
Jeg er den hvidnende energi
i dine nervers lynforgreninger,
ja, jeg er livets elektriske ladning
i din sjæl.

“Jeg er de frygtløse tænder i dit smil
når du er glad.
Jeg er ømhedens hemmelige sødme i din sorg.
Jeg er ildhvirvlen i din angst,
og min rasende kærlighed
skal brænde din smerte til aske!”

(William Heinesen)

Har man ikke læst noget af ham, så er det i mine øjne 

det man populært kalder en mangel i opdragelsen… 😉

En del af William Heinesen’s malerier kan ses på

Færøernes Kunstmuseum“, Thorshavn

 

Det eftergivende samfund

“Det permissive samfund”

af Arne Sørensen

– særtryk af Berlingske Tidende kronik fra den 26. august 1970.

Det “permissive” samfund – det kan være irriterende for folk at skulle belastes med et nyt fremmedord – og det er da rigtigt at man lige så godt kunne sige “det eftergivende samfund” eller “samfundet, hvor alt er tilladt” – men hvis det drejer sig om en præcis beskrivelse af en ny samfundstilstand, hvis ejendommeligheder ikke tidligere er katalogiseret er det bekvemt at anvende et hidtil tomt ord, som man kan udfylde med en klar og nøjagtig mening – adjektivet ‘permissiv’ (med tryk på sidste stavelse) indføres herved på dansk fra latin, via England, hvor det i de senere år løseligt har været anvendt i den betydning, vi i det følgende skal fastlægge.

Gennem godt og vel hundrede år har vi erfaret en gradvis nedbrydning af de traditioner, der havde varet århundreder – ja i nogle tilfælde årtusinder – det blev muligt for bønder og arbejdere at blive statsministre – man kunne gifte sig tværs over gamle standsskel – personer fra fattige hjem nåede den højeste uddannelse – kvinderne tilkæmpede sig stemmeret, ret til alle uddannelser og adgang til mange nye erhverv uden for hjemmene.

Alligevel var alle grupperne og personer der kæmpede sig frem, præget af en stærk puritanisme – det drejede sig om at slide og stride, at spare og ofre i dag for mål, der kunne virkeliggøres i morgen – dyden blev en belønning i sig selv – ellers havde der ikke været det første Venstre, de første socialdemokrater eller de første brugsforeninger – eller de første fabrikanter og grosserere.

Og dybt nede under alt dette lå industrialismens første periode, hvor der måtte investeres i opbygningen af kapitalgoder – før vi kunne få nutidens billige masseproduktion af mad og klæder og af hundreder af andre forbrugsgoder, måtte alle fabrikkerne, jernbanerne, havnene, skibene og vejene bygges – de kunne ikke spises.

I Vesteuropa og Nordamerika er denne primære kapitalopbygningsperiode stort set forbi, og fra den næsten automatiserede produktionskæde kommer der fremglidende endeløse rækker af biler, konserves i dåser, damekjoler, herreskjorter og tusind af andre ting.

Adstadige, men fremsynede videnskabsmænd er derfor i fuld gang med at profetere, og deres forudsigelser har i årevis været godt stof i avisernes søndagstillæg – om nogle årtier vil der være fuld automation i fabrikkerne – der vil være færre arbejdere end funktionærer – en arbejdsuge på 30 timer og flere lange ferier i løbet af året er sandsynligt – fritiden bliver så stor, at den bliver en ny slags liv i sig selv – etc. etc.   

De ældre, der er opdraget med, at det er en dyd at bestille noget, er rystede, men trøster sig dog med, at omstillingen vil tage nogle årtier, så der er god tid til en gradvis tilvænning – hvis man da ikke også trøster sig med at man da heldigvis vil være død, inden dette sære lediggangssamfund er blevet virkelighed.

Her har imidlertid såvel videnskabsmændene som søndagsjournalisterne og den almindelige borger forregnet sig – de har tankeløst stolet på erfaringerne fra den almindelige gammeldags kommunikation, gennem hvilken nye ideer og nye tilstande yderst langsomt sivede fra initiativcentre ud til samfundets periferi – og da der i nutidens samfund er langt flere dygtige ældre end nogensinde før i vores historie, har de også stolet på at have hold på udviklingen, at kunne styre den roligt og at kunne udnytte fortidens erfaringer mest muligt.

Hvad de har overset er, at de nye massemedier virker lynhurtigt, såvel ud til det enkelte samfunds periferi som internationalt fra kontinent til kontinent. (For nogle måneder siden besøgte jeg Filippinernes hovedstad Manila, og et studenteroprør var i fuld gang – kort forinden havde der været et tilsvarende ved Københavns Universitet – indtil mindste komma var slagordene i disse to oprør nøjagtig de samme).

Man har ladet sig snyde af vanetanker fra de sidste århundrede år, ifølge hvilke der var tre lag i samfundet: først de opfindere, forskere, tænkere og kunstnere, der fik de nye ideer – dernæst de opinionsdannende ledere rundt omkring i samfundet – og til sidst det mer eller mindre passive flertal, der blot var modtagere af det nye, men ikke selv forarbejdede det.

Massemedierne har fuldstændig ændret denne – for de få og veletablerede bekvemme situation – i vore dage må man regne med, at alle slags ledende folk må rende i fuld galop for at følge med de forandringer, der aktivt bliver bearbejdede af de hidtil tavse og modtagende.

Dynamisk set er dette ungdomsoprørets egentlige hemmelighed. Lamslåede, vrede og fortvivlede befinder mange af de ældre sig pludseligt midt i det permissive samfund uden at have en anelse skabt om, hvor det er kommet fra – “Alt er tilladt” siger de ældre, og “hvad skal dette ende med..?”.

Nogle få stikord: Pornografi er tilladt, narkotika kan ikke holdes tilbage – på scenen og ude i landskabet løber man på splitternøgne mennesker – mod entre kan man beskue et veritabelt samleje for åbent tæppe – selv adstadige borgeraviser bringer billeder af “piger med vrinsk i” – de unge vil have magt – på universiteterne, højskolerne og i politik, ja selv børnene skal have det i deres skoler – brosten hvirvles ind ad vinduer, og der er tiltagende promiscuitet, blandt unge af begge køn, helt ned til 12-13 års alderen.

De permissive tendenser er blevet en magt i sig selv og præger samfundet i alle måder, lige fra den højeste idealisme til forbrydelserne – det permissive er blevet en atmosfære, et klima, der lader det regne i lige grad på det gode og det onde.

For nylig var der et bittert interview i Aarhus Stiftstiende – kriminalkommissær Jørgen Iversen fra samme by klagede over de tiltagende ungdomsforbrydelser og domstolenes lemfældige behandling deraf – i Århus var der en stigning i tyverier på 65 % i første halvår af dette år, sammenlignet med 1969, og forbrydernes alder blev lavere og lavere – der nævntes en 16-årig dreng, der siden november sidste år havde begået 121 tyverier, deraf 40 biler – og man havde gang på gang måtte lade ham løbe – tilsvarende klager blev omtrent samtidig fremsat af ledende politifolk i København og Odense – for politiet, dommerne og fængselsfunktionærerne er dette problem yderst alvorligt – de er sat til at administrere de straffelove, som det danske folk gennem Folketingets vedtagelser har ønsket sig, men samtidigt er folkestemningen blevet så permissiv, at embedsmænd og funktionærer ikke kan forvalte denne lovgivning efter deres ånd.

Det er klart, at idealisterne blandt ungdomsoprørerne ikke vil forsvare biltyverier eller rapserier i supermarkederne – men de er udtryk for den samme anonyme permissive tendens, der er ved at gennemsyre samfundet – og sociologisk set kan det heller ikke nægtes, at der er noget profetisk over den 16-årige biltyv – eller over de pæne middelstandsdamer, der stjæler i supermarkederne – de foregriber den gamle drøm, man finder hos såvel Karl Marx som hos kapitalister i Amerika; at en dag er varestrømmen så overvældende stor, at det bliver overflødigt at købe varer – alt, hvad folk har lyst til, kan stables i åbent tilgængelige dynger, som folk frit kan tage af – det er den idealsituation, hvorom Marx plejede at sige “Enhver yder efter evne, men modtager efter behov” – med en sådan overflod af varer er det helt ligegyldigt, om den, der kun har evner til at være arbejdsmand, har et større forbrug end selv den mest fremragende direktør.

Efter at vi med nogle få stikord, hvis indhold er fuldstændig kendt af alle, har beskrevet det permissive samfunds ejendommeligheder, kan vi forsøge at tilføje visse vurderinger.

Den første og vigtigste vurdering har vi allerede foretaget: De permissive tendenser gennemsyrer hele samfundet fra idealisme til forbrydelser – millioner af daglige aktioner og reaktioner accelererer gensidigt hinanden i et så enormt omfang, at det griber ind i alles liv – dette er således en første kvantitativ bedømmelse – selv om vi har set både idealistiske og hæslige tendenser i den, så har vi endnu ikke udsat den for nogen etisk, moralsk eller juridisk bedømmelse.

Vi kan dernæst foretage endnu en kvantitativ bedømmelse – permissiviteten præger ikke alle sider af samfundslivet, og det er usandsynligt, at den vil komme til at gøre det – på et stort jetfly er det usandsynligt, at der en dag vil blive dannet fuldt demokrati, der tillader samtlige passagerer at deltage i flyets styring – for det ville have så at sige øjeblikkelig død til følge – på tilsvarende vis køres et lyntog kun af én mand, og der er kun én kaptajn på et skib. Og hvordan styringen af et mejeri eller en avis vil blive, så er der hverken den daglige flaske mælk eller morgenavisen at hente uden for døren, hvis de permissive tendenser kom til at præge leveringssystemerne – det samme gælder postvæsenet; det er kun i Latinamerika, et postbud smider breve væk, hvis han finder tasken for tung. Ja, dette gælder stort set hele det almindelige og nødvendige arbejdsliv

Heraf har de to amerikanske fremtidsforskere, Herman Kahn og Anthony Wiener i deres store bog, “År 2000” draget den konklusion, at mens alle amerikanere hidtil har været puritanere, så vil der måske i fremtiden kun være 70 % af disse, mens de resterende 30 % vil være charmerende lediggængere – som et så rigt samfund sagtens kan føde på – med andre ord, at det samme samfund skulle kunne klare at eje to kulturer med modsat fortegn – (Og den nødvendige gensidige tolerance).

Men så enkelt er det jo ikke – navnlig ikke på grund af børnene – allerede nu dukker de nye tendenser op hos børn i selv de mest puritanske flids-moral-hjem – i familierne vil disse to kulturer bestandigt gribe ind over hinanden – ofte til stor smerte og uoverkommelighed – derfor må vi nu stille det første værdinormsspørgsmål “Hvordan er de ældres forhold til det permissive..?” – fra tid til anden skriver gammeldags mennesker et fnysende læserbrev, der slutter med “at forældre, lærere og politi må udøve pryglestraf igen” – men dette er næppe flertallets holdning – de fleste ældre er snarere af den mellemtype, der selv havde strenge forældre og lærere og selv for 20-40 år siden forsøgte de første beskedne oprør – de er med andre ord en 50-50 blanding af puritanisme og permissivitet med denne sidste havende prestige, således at man er “in”, hvis man her er på fremskridtets side – dette er således en holdning under nedbrydning, og den er derfor ikke egnet til fremtidige løsninger.

Denne holdning er desuden stærkt støttet af det, man kunne kalde gammeldags rousseauisme, “påstanden om, at det enkelte menneske fødes uskyldigt og kun fordærves af det udefra kommende dårlige miljø” – heller ikke denne holdning synes at give nogen fuld forklaring på menneskets gåde.

Vi har allerede set, at samfundet ikke kan fungere uden en vis portion af puritanisme – i det indbyrdes forhold mellem denne og permissiviteten er der to veje at gå – enten kan man forsat lade anonyme tendenser have deres frie spil, og så vil der – som mange allerede har forudset – formodentlig opstå fascistiske tendenser, når permissiviteten er trådt over en vis faregrænse – eller også at mobilisere vore fornuftens evner til bevidst gennemarbejdelse af disse problemer – hertil vil høre, at vi skal kunne dele permissiviteten i forskellige dele – nogle, som er gode begyndelser til et næste samfund og en næste kultur – og andre, der er tegn på, at vor nuværende kultur er ved at degenerere – og på samme måde at dele gammeldags myndighed og orden i gode og dårlige dele.

For nylig foreslog professor ved Århus Universitet, dr. Jur. Robert Bech, at Akademiet for Fremtidsforskning skulle igangsætte følgende projekt “Menneskets stabilitet og instabilitet i etik, moral og jura over for forandringernes ydre pres”.

Et sådant projekt er overordentlig tiltrængt – vi kan ikke forsat lade politiet eller lærerne i stikken – ej heller forældrene, børnene og de unge – at lade en så overvældende stærk tendens som den permissive falde som dråber på vor passive regnfrakke er intellektuelt uværdigt.

Lånt fra og link til copyright: www.fremtidsforskning.dk             

  

Byggekongen, den rigtige – dansk sjæl V

Normalt omtaler man den danske Christian IV som den danske byggekonge

men måske er der en der udfordrer titlen, oven i købet een uden krone på 

vedkommende har i den grad sat sit præg, på den danske bynatur

med bygninger i et hav af byer, alle bygninger med fokus på sig

 med stor synlighed, men holdt sin person i skyggens anonymitet 

 Den rigtige danske byggekonge – dansk sjæl V

Nogle af de bygninger N.P.C. Holsøe tegnede og så er der også nogen der er glemt i farten – Marienlyst Badehotel, Helsingør (1860-61, senere ombygget) – stor villa for brygger Carl Wiibroe, Helsingør (1861, nedrevet 1986) – Wiibroes Bryggeri, Helsingør (1861, nedrevet 1986, bryg- og malthus fra 1879-80 bevaret)  – Ugerløse Kirke (1875-76) – restaurering af Århus Hospital (1878-79) – Aarhus Klosterhospital – Aldersro i Aarhus – Villa Teglstrup, sommerbolig for nationalbankdirektør Rasmus Strøm, Vedbæk Strandvej 460, Vedbæk (1890) – Randers Station (1862) – Bjerringbro Station (1863) – Skive Station I (1864, nedrevet) – Odense Station I med posthus (1865, nedrevet) – Nyborg Station I (1865, nedrevet) – Aarup Station I med posthus (1865, nedrevet) – Holstebro Station I (1866, nedrevet) – Lunderskov Station I (1866, fredet 1992) – Strib Station (1866, nu i ændret form og i privateje)  – alle stationerne på Haderslevbanen (Nordschleswigsche Eisenbahn): Vojens Station m.fl. (1866) –Aabenraa Station (1867) – Horsens Station I (1868, nedrevet 1929) – Fredericia Station I (1869-70, nu Post Danmark) – Aalborg Station I (1869, nedrevet 1902)  – alle stationerne på Vendsysselbanen: Brønderslev Station (nedrevet 1966) – Vrå Station – Hjørring Station – Sindal Station – Tolne Station og Frederikshavn Station og Posthus (nedrevet 1979, posthuset består) – Silkeborg Station (1871) – Ry Station I (1871, senere udvidet af Heinrich Wenck, fredet) – Varde Station (1874, fredet 1992) – Bramminge Station (1874) – Vandtårnet ved Skjern Station (1874, fredet 1992) – Ribe Station og pakhus (1874-75, fredet 1992) – Ringkøbing Station (1875, fredet 1992) – Svendborg Station (1876, senere udvidet af Heinrich Wenck) – alle stationerne på Østjyske Jernbane: Århus Østbanegård (nu kontorer), Grenaa Station m.fl. (1876-77) – Kvissel Station (1877)  alle stationerne på Silkeborg-Herning Jernbane (1877): Engesvang Station, Bording Station, Ikast Station, Hammerum Station og Herning Station I (nedrevet) – ombygning af Skørping Station (1878 og 1898, fredet 1992) – alle stationerne på Ringe-Faaborg-banen (1880-83): Højrup Station, Korinth Station, Espe Station – Faaborg Station med posthus (1882) – Thisted Station med posthus (1882) – alle stationerne på Nordfyenske Jernbane: Bogense Station m.fl. (1882) – portalerne til Masnedsundbroen (1883, nedrevet) – Assens Station med posthus (1883-84, fredet 1992) – Viborg Station II og remisen i Viborg (1889, remisen fredet 1992) – Helsingør Station II (1889-91, sammen med Heinrich Wenck, fredet 1992) – Vandtårnet ved Helsingør Station, Søndre Strandvej 23 (1890) – Ilgodspakhuset, Helsingør (1890, fredet 1990) – Helsingør Posthus (1890-91, fredet 1992) – Lyngby Station II (1891, sammen med Heinrich Wenck, nedrevet 1956) – Lilleø Vandtårn, Korsør (1891) – Slagelse Station II (1891-92, fredet 1992) – alle stationerne på Slagelse-Næstved banen og Skælskørbanen (1891-92, sammen med Heinrich Wenck): Dalmose Station, Sandved Station, Skælskør Station med posthus m.fl. – Vandtårnet ved Skørping Station (1898, opført er Holsøes tegning, fredet….