Se en vulkanø og tø

Hvis man synes den danske underverden er voldsom

så har man sikkert ikke mødt den islandske

Først var islændingene seriøst ved at gå på røven

så fik de garantier fra omverdenen

så “prøvede” de at brænde øen af

mon nogen har tænkt tanken:at det kunne være forsikringssvindel.. 😉

Sidste år lød det i danske avisoverskrifter:

“Den danske sommer bli’r kold pga af det islandske vulkanudbrud”

– de løb måske med al brændselen

Men måske venter der islændingene en ganske ny verden når vulkanerne har tabt pusten og deres økonomi har fået den – altså pusten – eller måske er det lige frem midlet til at genskabe den islandske økonomi igen – en islandsk “undergrundsøkonomi”.

 

nemlig en ekspansion af “Den blå Lagune”

Sagaøen kan gå hen og blive en af det største event, ferie og sports mekka

for turister der søger action med stil

eksempelvis måske dykning ned til forsvundne byer

hvis den store “Katla’vulkan” går i et seriøst udbrud

En oplevelse, som alle burde gøre sig selv den tjeneste at få mindst én gang, er at besøge Den blå Lagune på Island – hvis man kommer til Island via luftvejen hvilket trods alt er det mest almindelige, så lander man i Keflavik et stykke vej vestsydvest for Reykjavik.

(billede fra ‘Den blå Lagune’s hjemmeside) 

Landskabet mellem de 2 byer er meget speciel set med en danskers øjne, det ser ud som om at en kæmpe plov har pløjet en hel lavamark, da lavaen ligger lige som i kæmpe grove furer der vel er ca. 30 cm høje -.ude i dette ”månelandskab” ligger der en lagune, lavt så den kun kan ses pga. de lave bygninger der rager lidt op selvom de er tilpasset området.

Denne er absolut et besøg værd især for kuldskære mennesker der har forvildet sig til Island om vinteren – med dens endnu mere blæsende kolde vinde, som kan være bidende.
Man kan gå fra parkeringspladsen foran, hvor man må kæmpe sig frem i blæsten og kulden, meget fremadbøjet for ikke at miste balancen – ind til ja ind til hvad

Denne enestående geotermiske spa er omkranset af lava og sorte sandstrande. At bade i disse surrealistiske omgivelser er en enestående oplevelse, som ingen bør gå glip af. Turen i vandet der, vil være et af højdepunkterne på en tur til Island.
Temperaturen på vandet variere noget fra der hvor indstrømningen af det varme vand fra undergrunden sker, hvor det er næsten uudholdeligt varmt til mere normale badetemperaturer i krogene – specielt om vinteren eller ekstra blæsende efterårsdage er det en underfundig oplevelse at stå med hovedet i sus og kroppen i dejlig varme. Vanddybden er så alle kan være med, der er områder til småbørnsfamilier også.

Bunden er dækket af et blødt lag kisel fra undergrunden,

et mineral der skulle være gavnlig i opbygningen knoglerne blandt andet.

“Kisel er et overset mineral, og det har længe været omdiskuteret, om det kan optages af den menneskelige organisme, og dermed om det i det hele taget spiller nogen rolle i den menneskelige ernæring – helt ny forskning peger på, at kisel (silicium) faktisk er et vigtigt sporelement for mennesket – først inden for det seneste årti er videnskaben kommet til denne erkendelse – det er således blevet påvist, at kisel indgår i dannelsen af knogler, brusk og bindevæv hos mus, rotter og kyllinger”
(Carlisle, Schwarz og Milne – South Dakota University)

link til den islandske turistattraktion “Den blå Lagune

links om vulkanen ‘Katla”: “Ingeniøren” – “wikipendia” – “Fotos

…..

Islændinge kan generelt virke som et meget stovt folk

som besøgende jyde på sagaøen kan man ligefrem føle sig hjemme

Da ‘andrikken’ for nogle år siden var på øen i businessmæssig anledning og havde en dansk kollega med – der aldrig havde været på øen før og samtidig var “varmenyder” og derfor privat var sydpå så snart lejligheden bød sig – da skulle vi tilbringe flere dage i det islandske – 3 overnatninger på hotel i Reykjavik – hvilket gad mulighed i kalenderen for at vise denne ‘turist’ andre sider af den islandske natur end strømlinede mødelokaler.

For at sige det som det var så var der ikke meget begejstring at spore hos ‘turisten’ – det blæser en del i Reykjavik må det erkendes – en vældig vind for det meste, byen ligger i en stor bugt og der er meget meget langt over til den anden side – som jo er det sydligste af den grønlandske østkyst – men med en fantastisk dybde i farven på det blå hav.

“Men det blæser” lød det fra ‘turisten’, når turen gik de cirka 500 meter fra bymidten ud til hotellet i Reykjavik’s nordlige udkant – en tur med den flotte udsigt over bugten på venstre side og ret foroverbøjet – dog uden at asfalten ridsede på næsetippen.

Den ene gang forbarmedes ‘andrikken’ dog over ‘turisten’ og der blev prajet en taxa – mange islændinge taler og forstår udemærket dansk – men en del af de islændinge har det med det danske sprog – som franskmændene har det med det engelske sprog – så der blev talt engelsk til taxachaufføren – at han sagtens forstod dansk sås på den måde han lyttede til samtalen mellem de 2 danske kunder i vognen – ‘andrikken’ sagde til ham (på engelsk selvfølgelig) om han ikke kunne køre en rundtur i Reykjavik forbi de vigtigste ting han mente den danske turist på bagsiden burde se – men det behøvede ikke at blive en tur han blev milionær af – sagt med et smil og gengældt med et smil

Da taxaen kommer forbi den gamle guvernørbolig (en flot bygning) da fortæller ‘andrikken’ til ‘turisten’ på bagsædet (på dansk) hvad bygningen er og at det nok er det største for beboerne på denne lille forblæste ø – at verden på den tid mægtigste mænd – amerikanske Reagan og sovjet’russiske Gorbatjov – holdt deres nok så kendte forsonningsmøde i den gamle guvernørbolig i Reykjavik – så bed taxachaufføren på og afslørede at han ganske godt forstod dansk – og så afslørede han også at han talte dansk – da han brød ind med at det ikke var det største for islændingene, men kun nummer 3 – det næststørste var da de islandske fiskerbåde vandt ‘søslaget’ i kampen mod de britiske flådefartøjer – og det største påstod han med et glimt i øjet var da de fik smidt danskerne ud i 1944.

God rigtig god humor – behøves det nævnes at han fik gode drikkepenge – og turen endte på hotellets parkeringsplads – hvor der i en halv times tid blev fortalt ‘røverhistorier’ af alle 3

Efter cirka en halv time kom en bekymret hotelreceptionist ud fordi hun troede der var problemer med taxaen – det var der også – han var ikke til at slippe for… 😉

Den sidste dag på vej ud til Keflavik Airport til det sene eftermiddagsfly til København

da blev den “frysende turist” slæbt med i “Den blå Lagune” i 2-3 timer.

– det sidste besøg reddede ifølge han hele turen… 😉        

.

Reklamer

Også enken gik i frø

Ved folk på københavnske Østerbro mon at de går i frø..?

På Østerbro i København ligger en gade, blandt mange,

denne gade hedder “J.E.Ohlsen’s Gade” og er opkaldet efter Jørgen Ernst Ohlsen  

hvem pokker var han kan man med rimelighed spørge 

men det tænker de færreste nok over i dag

 – jo københavnerne hylder skam een af pionerne inden for forædling af frø. 

 

Jørgen Ernst Ohlsen, (egenlig Jørgen Ernst Olsen), der levede 1818-62, var en dansk gartner og frøhandler i Vangede – efter sin gartneruddannelse i 1834 og et længere udlandsophold så overtog han i 1845 faderens gartneri og frøfirma, der var grundlagt i 1804 på Østerbro i København, og under hans ledelse udviklede firmaet sig til Skandinaviens største frøfirma inden for havebrugsfrø  – efter Ohlsens død videreførte hans enke og derefter efterkommere i tre generationer det anerkendte firma under navnet J.E. Ohlsens Enke A/S.

Firmaet har været primusmotor for forældlingen af frø til både pryd- og urtehaver, ikke alene i Danmark men hele Skandinavien og i et vist ofang også udenfor dette område – grundlaget for denne position blev lagt netop i Jørgen Ernst Ohlsen’s tid.

Firmaet blev i 1985 overtaget af L. Dæhnfeldt A/S.

(Billede fra før WW2 – fotograf ukendt –  www.danskebilleder.dk)

Gulerødsprøver lagt op til bedømmelse i forsøgsmark hos I.E. Ohlsens Enke  

– i baggrunden ses Vangede med Søborg Kirke

hvis man går tilbage i tiden så var andet end altankasser

der blev anvendt til planteliv i København 

markerne var noget tættere på den gang.

eksempelvis så havde J. E. Ohlsens Enke i Vangede på Vangedevej 166 omfattende forsøg med udvikling af blandt andet gulerødder.

Billedet af en mark i Vangede med gulerødder, som i dag er erstattet af københavnere

det er da egentlig  sjovt at se hvordan tingene har udviklet sig i tiden

før var det forædling af frø der skete på grunden

i dag er det forædling af børn på en Arne Jacobsen-tegnet skole

Samtidigt billede fra frøtørreriet hos firmaet J.E. Ohlsens Enke i Vangede,

der dengang var ved København og ikke i København  

hvor blomser og grønsagsfrø renses, tørres og pakkes

til salg i Danmark og resten af Skandinavien.

 

Skønne kvinde(røste)r

Når man nævner England i forbindelse med WorldWar II, så kommer langt de fleste med bare minimum af interesse uvilkårligt til at tænke på Vera Lynn (DBE) og endnu flere har på et tidspunkt, måske også uden at være klar over det, lyttet til hendes stemme.

Det på trods af at hendes ‘velmagtsdage’ ligger tilbage til netop disse år hvor krigen rasede i Europa, selvom skaren af ‘øjenvidner’ fra den tid bliver mindre og mindre.

 Vera Margaret Welch blev født den 20. marts 1917 i London, hun tog senere sin bedstemors ungpigenavn som kunstnernavn, da hun i midten af 30erne fik tag i publikum med sin sangstemme. Det var også på det tidspunkt at grammafonkarrieren startede.

Vera Lynn begyndte i starten af krigen i radioudsendelser at viderebringe hilsner til de udsendte britiske soldater – lavede interview med eksempelvis kvinder med nyfødte børn på hospitalerne og bragte dem via æteren ud til ‘soldaterne i marken’ – efterhånden indtog hun en position som de udsendte soldaters ‘Sweetheart’ uden at køre rollen over i det glamourøse, men helt nede på jordenagtigt.

Senere optrådte hun som bekendt ude hos de udstationerede soldater og blev en slags livline for dem til det der hjemme.

Det der blev den ene af hendes 2 kendingsmelodier ‘We’ll Meet Again” fra 1939 blev indspillet i 1942 (filmtitelmelodi 1943), den anden var selvfølgelig “The White Cliffs of Dover” (komponeret i 1941) – som var ‘porten til England som var det første syn der modtog de hjemvendte ad søvejen fra det europæiske fastland. 

Den danske model

De færreste aner nok at de danske soldater, der var i de første fredsbevarende styrker i Middelhavsområdet sidst i 50erne og før dem de i udstationerede i Itzehoe og Rendsburg soldater som blandt andet i 1956 oplevede at være i højeste beredskab, klar til på NATO’s bud at rykke mod den ungarnske grænse for eventuelt at bremse en invasion fra Sovjetunionen – at de også havde deres egen ‘sangmuse’ med en stor fanskare.

Nemlig

Birthe Wilke.

Hun er født 19. marts 1936 og blev allerede i midten af 50erne, en af de størtste pladesucceser i den voksende grammafonpladeindustri – mest kendt er hun helt sikkert for det at hun i 1957 blev , sammen med Gustav Winckler, nummer tre ved det internationale Melodi Grand Prix med sangen “Skibet skal sejle i nat“, og trods hjemlig kritik i begyndelsen, er det stadigvæk, over 50 år efter, et af de største grandprix-hits Danmark har haft – sejren var næsten hjemme men så var der lige et scene kys der blev fatalt et par sekunder for langt i sydeuropæisk smag.

Sideløbende med sin sang- og skuespilskarriere i Danmark, så rejste Birthe Wilke ofte ned til de udsendte soldater både i Tyskland (Vesttyskland), Gaza og senere Cypern 

og fik en stormende varm modtagelse.

Selv som pin-up kunne man få Birthe Wilke…

Når tradition bli’r for traditionel

Foto: Mario Tama

Ved rockfestivalen Woodstocks 40-års-jubilæum i Bethel, New York.

– en kvinde tager sig en øl og en smøg

…..

om tradition(er) siges:

“Traditioner og skikke tilpasser sig den tid, de lever i”

“Traditioner eksisterer så længe, de giver mening for folk”

men hvornår bliver traditionen herren og mennesket slaven..?

link til dansk dagliglivs traditioner: her

….. 

En tradition, (fra latin tradere – overgive) er en procedure, som gentages igen og igen, fra generation til generation, år efter år. Overlevering af skrifter,skikke og ord er en tradition, oftest i religiøs sammenhæng, som nedarves fra menneskealder til menneskealder.

I den katolske kirke er tradition en troskilde ved siden af skriften 

men er det ikke også sådan uden for den katolske verden..?

link til opsumering af alle traditionerne: her

Traditionalisme – hævdelse af specielt tradition overfor rationel kritik, der ikke respekterer traditionens irrationelle virkekelighed og accept af traditionen

Hvordan adskiller traditioner sig fra ritualer, vaner og mani’er

– hvis de altså adskiller sig..?

Når noget er traditionelt er det så ikke lidt kedeligt

 måske et imaginær sikkerhedsnet..

Den skeløjede verden

Eksistentialisme eller gruppetvang

Angiveligt ville Sartre ikke risikere at blive låst fast som et “ikon”

for noget han ikke kunne overskue konsekvensen af 

han sagde også nej til den franske fremmedlegions orden i sit hjemland.

et kendt citat af Jean-Paul Sartre’s er i røvrigt 

“Livet begynder på den anden side af fortvivlelsen”

en omskrivning kunne være at “man ikke forstår at nyde tinderne’s bjergtagende skønne udsigt, før man har været gennem de mørke dale” eller så’n noget. 

link til store danske Gyldendal om “eksistensfilosofi

link til lexicon.org om Jean-Paul Sartre

link til Wikipendia om “eksistentialisme

Kink til Kierkegaard’s “kristne eksistentialisme