Travel Theme White

Everywhere worldwide
almost everything turn white or brighter
by sun or in the light
except money
they do it in the darkness.

…..

Money is a worldwide language
passable exchange anywhere in the world.

With excellent inspiration from Ailsa’s blog
just look the challenge here “Where’s my backpack
my version of thé theme “White

 

Reklamer

Medieludere, kontrolanter eller vogtere

link til inspiration på ‘politiken.dk’

Per Stig Møller: “Pressen er forfærdelig

Ahh, det var nu ikke en kronik, men mange journalister er måske

nogle forfærdelige kroniske selvhøjtigelige paver….?

Men det er spørgsmålet om politikerne ikke har de journalister som de fortjener

og journalisterne de politikere som de fortjener..

Stærk tobak, altså på papiret

Statskassen tjener på hash
jo flere joints, der bli’r røget, desto flere penge havner i den slunkne kasse 

Skatteministeriet erkender, at der så om siges tjenes på ulovligheder

Er det dobbeltmoral, at staten forbyder hash, men tjener penge på joint-papir..?

Det må være skønt at være statskasse i Danmark (altså hvis det ikke var for det store bund i bunden) – hver gang en trofast skatteborger køber sig en sodavand, et hus eller en pakke cigaretter, vælter der herlige afgiftskroner ned i statskassen  

Sådan er reglerne i Danmark.

Men ligesom der findes en skattelov, findes der også regler og love om alt det, man ikke må – eksempelvis ryge hash – i de senere år er nettet endda strammet om dem, der forbryder sig imod reglerne og alligevel ta’r sig en joint.

Men jo flere joints, man ryger, desto bedre en skatteborger er man faktisk – for det papir, hashrygerne laver joints i, er nemlig afgiftsbelagt af skattevæsnet – selv om noget tobakspapir indføres ved grænsehandel så er  papiret dog tilgængeligt i de fleste velassorterede kiosker og andre indkøbssteder landet rundt

Det kan da næsten ikke være rigtigt, at vores dejlige egen SKAT kratter penge ind via ulovlige, farlige stoffer, som kampagne efter kampagne advarer os imod

Jo jo, det kan, den er god nok.

Færdigt jointpapir er nemlig banderoleret på linje med cigaretter eller spiritus – for hver joint i de færdigrullede papirer, ryger de seks øre i statskassen.

Det lyder måske ikke af meget, men det løber op, når man tager med i regnestykket, at mere end 13 millioner europæere ifølge Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) har røget hash inden for de seneste 30 dage.

Danmark oven i købet er det land i Europa, hvor flest har prøvet at ryge hash mindst én gang i deres liv. 36,5 procent af os har på et eller andet tidspunkt tændt en joint. Gennemsnittet i Europa er 22 procent.

Sigtet for at ryge en hjemmerullet cigaret, ja det skete for en af EkstraBladet’s journalister
Ordensmagten er ikke et sekund i tvivl om, at det hollandsk producerede jointpapir, Cones, kun kan bruges til hash -. det viste sig, da journalisten en ganske almindelig onsdag eftermiddag fylder et af papirerne med helt almindeligt dansk afgiftsbelagt tobak og tænder op midt på Strøget i Københavns centrum.

Få minutter senere er journalisten blevet standset af lovens lange arm og sigtet for overtrædelse af Lov om Euforiserende Stoffer – vedkommende når slet ikke at forklare, at der faktisk blot nydes lidt almindeligt tobak, før sigtelsen er en realitet – på spørgsmålet om hvorfor de mener det er en joint, som journalisten ryger – svares der afbetjentene at det kan de da se på formen.- det er faktisk bare tobak, lyder det fra journalisten – ahh mon i et jointpapir replicerer ordensmagten undrende 

Betjentene køber ikke sådan lige denne forklaring- men efter at journalisten har afsløret sit forehavende og sit pressekort, er de trods alt villige til at lade journalisten gå.

Den ene betjent forklarer så, at han da heller ikke syntes, cigaretten lugtede af hash.

 “Det plejer at lugte mere af gran” afslører betjenten over for journalisten.

Politiet er altså ikke i tvivl – jointpapiret alene er nok til at formode et lovbrud.

 Ekstrabladet’s journalist opsøger den daværende skatteminister (Kristian Jensen) med henvisning til, at det virker en anelse fjollet at købe jointpapir lovligt, hvis ikke man også køber noget at fylde i det – på spørgsmålet om ikke statskassen tjener gode penge på, at folk køber ulovlige sager – svarer ministeren at så meget tjener den altså heller ikke på det.

 “Jeg tør slet ikke gætte på, hvad folk kan finde på at ryge i papiret – men jeg kan se, at det kan bruges til at ryge forskellige ting, herunder også ganske almindelig, skåret tobak” mener skatteministeren.

Men de skattepolitiske ansvarlige kan godt se paradokset,

uden at ’der er noget at stille op’, som de udtrykker det.

Et er skattelov, et andet straffelov – de to kan ikke blandes sammen, og det giver sig i ny og næ udslag i nogle ret besynderlige regler“.

(citat daværende skatteminister Kristian Jensen) 

G’streng, med stækkede vinger

Historie om en trusse der måske hænger i en tynd snor – g’strengen

det er spørgsmålet om den ikke snart er lige så meget religiøsitet over den 

som der er med modsat fortegn omkring en burka

Mon damen er havnet i armene på en trussetyv 

ja så er manden på den anden motorcykel  sikkert en trussered(d)er

G’strengen har ikke nogen officiel historie, men derimod findes der en del teorier om dens oprindelse – en af dem går på, at stripperne i 1930’ernes USA skulle kunne vise så meget af deres krop som muligt, uden at være decideret nøgne – derfor blev en tidlig udgave af g’strengen, der dækkede kønsdelene og anus, indført – beklædningsgenstanden blev så ‘døbt’ en Government-string fordi det var lovkrav og dette blev til g’string.

En anden lidt mere fjern teori går tilbage til sumobrydningens stigende popularitet i den vestlige verden, hvor sumobrydere som bekendt bærer en beklædning, der tilmærmelsesvis ligner en g-streng. G-strengen siges så at være en stærkt modificeret udgave af brydernes beklædning.

G-strengen blev dog først rigtig populær i 1970’erne og 1980’erne, da tøjdesigneren Rudi Gernreich i 1974 “opfandt” g’strengen til brasilianske dansere, og den var altså ikke længere forbeholdt de amerikanske strippere, det vil nok komme bag på mange mænd hvis det skulle være sandt at g’strengen virkelig var opfundet af en østrigsk homosexuel.

De europæsike kvinder fik i 1980’erne øjnene op for dette nye smarte produkt, som viste sig at være utroligt behageligt at have på – syntes nogen – derudover kunne man ikke se en g’streng igennem et par stramme (hvide) bukser lige så tydeligt,

som man kunne med andre trussetyper.

De seneste år er fænomenet Whale Tail (oversat: hvalhale) også opstået – det er når en g’streng kan ses over buksekanten, eksempelvis hvis en person bukker sig ned i lavtaljede eller løse bukser – formen på en hvals hale, når den hopper op fra vandet ligner meget en g’strengs form, deraf navnet – der er også gået nærmest sport i, for pressefotografer, at fange kendisser i et øjeblik, hvor en Whale Tail fremkommer.

– på dansk kaldes det for “mågevinger

G’strengen er også sammen med en ‘penispose’,

det ‘hemmelige’ våben i “Vild med dans” (link)

Kritikpunkter der fremkommer – g’strengen må siges at være den beklædningsdel, foruden muslimske kvinders tørklæder, der er den mest omdiskuterede de sidste 10 år – en af mærkesagerne hos mange kvinder er, at g-strenge til helt unge piger skal forbydes.

De seneste år har man hørt om piger helt ned til 9-års alderen, der går med g’streng, og det er et sted, hvor forældre reagerer på én af tre måder…

  • – de forbyder deres datter at gå med det,
  • – de er bekymrede over det, men tillader
  • – de er ligeglade.

Den danske supermarkedskæde Kvickly blev specielt stærkt kritiseret, da de for nogle år siden solgt g’strenge i størrelse 9 år – der gik kun få dage, fra de startede salget til de blev taget af hylderne, på grund af en massiv klagestorm fra vrede mødre

måske de samme mødre der gladelig låner de samme småtøser mascara, læbestift og andet habbengut uden hæmninger

fås også i xxxx-large

– også mænd har uvis af hvilke grunde kastet sig over g’strengen.

Så sættes der lige en sløjfe på g’strengen her

…..

Apropos “WhaleTail” eller “Mågevinger” så er det ikke g’strenge alene der ‘laver dem – nogle (vel mest kvinder) får dem tatoveret der hvor ryggen bli’r halvfræk.

– det er ikke velset alle steder, og nej det er ikke en muslimsk historie

Der findes flere slags mågevinger – der er de naturlig forekommende forben på mågefugle, der er sportsvogne med tophængslede sidedøre, der er tattoos hos kvinder der hvor ryggen bliver fræk og så er der g’strenge der er kravlet over bukselindingen hos især (forhåbentlig) kvinderne – det er de 2 sidste det handler om.   

De meget udbredte “måger” får ‘flyveforbud’ af byen Yakima‘s byråd, som har vedtaget en kontroversiel lov, der forbyder synlige g-strenge og gennemsigtige kjoler på offentlige steder i byen der ligger i delstaten Washington US.

At der i byrådet er en borgmester hvis baggrund som præst sandsynligvis har spillet en ikke ubetydelig rolle, sammen med et par prætikanter er der blevet agiteret ivrigt over for byrådet, men ikke offentligheden – at byen lider under en decideret krise med synlige balder og kavalergange – den primære årsag til byrådets lovgivning er givetvis en reaktion på på tre nye kaffebarer i byen, hvor personalet er iklædt bikinier og gennemsigtige kjoler, så man kan se deres undertøj.

Dette syn på byens stadion er en saga blot, ihvertfald inden for lovens rammer

Så for eftertiden stilles der større krav til mændenes fantasi i den amerikanske by.

Yakimas kvinder var rystede over den nye lov, som de betegner som ‘taleban-agtig’.

Kvinder der bliver dømt i at overtræde Yakimas taleban-lov ved at blotte det øverste af balderne eller en kavalergang i en gennemsigtig kjole

risikerer en bøde på 5.300 kroner eller i værste fald tre måneders fængsel.

En lokal lovgivning i Florida, der sigtede på at forbyde hængerøvsbukser og blottede boxershorts, er tidligere blevet kendt i strid med konstitutionen, og det er derfor tvivlsomt, om Yakima reelt kan straffe nogen borgere på baggrund af det nye påklædningskodeks

Altså en slags alibi’lov – den slags er vist også set uden for USA

(inspiration diverse am. aviser suppleret med oplysninger fra :wikipendia)

Den skeløjede verden

Eksistentialisme eller gruppetvang

Angiveligt ville Sartre ikke risikere at blive låst fast som et “ikon”

for noget han ikke kunne overskue konsekvensen af 

han sagde også nej til den franske fremmedlegions orden i sit hjemland.

et kendt citat af Jean-Paul Sartre’s er i røvrigt 

“Livet begynder på den anden side af fortvivlelsen”

en omskrivning kunne være at “man ikke forstår at nyde tinderne’s bjergtagende skønne udsigt, før man har været gennem de mørke dale” eller så’n noget. 

link til store danske Gyldendal om “eksistensfilosofi

link til lexicon.org om Jean-Paul Sartre

link til Wikipendia om “eksistentialisme

Kink til Kierkegaard’s “kristne eksistentialisme

Det eftergivende samfund

“Det permissive samfund”

af Arne Sørensen

– særtryk af Berlingske Tidende kronik fra den 26. august 1970.

Det “permissive” samfund – det kan være irriterende for folk at skulle belastes med et nyt fremmedord – og det er da rigtigt at man lige så godt kunne sige “det eftergivende samfund” eller “samfundet, hvor alt er tilladt” – men hvis det drejer sig om en præcis beskrivelse af en ny samfundstilstand, hvis ejendommeligheder ikke tidligere er katalogiseret er det bekvemt at anvende et hidtil tomt ord, som man kan udfylde med en klar og nøjagtig mening – adjektivet ‘permissiv’ (med tryk på sidste stavelse) indføres herved på dansk fra latin, via England, hvor det i de senere år løseligt har været anvendt i den betydning, vi i det følgende skal fastlægge.

Gennem godt og vel hundrede år har vi erfaret en gradvis nedbrydning af de traditioner, der havde varet århundreder – ja i nogle tilfælde årtusinder – det blev muligt for bønder og arbejdere at blive statsministre – man kunne gifte sig tværs over gamle standsskel – personer fra fattige hjem nåede den højeste uddannelse – kvinderne tilkæmpede sig stemmeret, ret til alle uddannelser og adgang til mange nye erhverv uden for hjemmene.

Alligevel var alle grupperne og personer der kæmpede sig frem, præget af en stærk puritanisme – det drejede sig om at slide og stride, at spare og ofre i dag for mål, der kunne virkeliggøres i morgen – dyden blev en belønning i sig selv – ellers havde der ikke været det første Venstre, de første socialdemokrater eller de første brugsforeninger – eller de første fabrikanter og grosserere.

Og dybt nede under alt dette lå industrialismens første periode, hvor der måtte investeres i opbygningen af kapitalgoder – før vi kunne få nutidens billige masseproduktion af mad og klæder og af hundreder af andre forbrugsgoder, måtte alle fabrikkerne, jernbanerne, havnene, skibene og vejene bygges – de kunne ikke spises.

I Vesteuropa og Nordamerika er denne primære kapitalopbygningsperiode stort set forbi, og fra den næsten automatiserede produktionskæde kommer der fremglidende endeløse rækker af biler, konserves i dåser, damekjoler, herreskjorter og tusind af andre ting.

Adstadige, men fremsynede videnskabsmænd er derfor i fuld gang med at profetere, og deres forudsigelser har i årevis været godt stof i avisernes søndagstillæg – om nogle årtier vil der være fuld automation i fabrikkerne – der vil være færre arbejdere end funktionærer – en arbejdsuge på 30 timer og flere lange ferier i løbet af året er sandsynligt – fritiden bliver så stor, at den bliver en ny slags liv i sig selv – etc. etc.   

De ældre, der er opdraget med, at det er en dyd at bestille noget, er rystede, men trøster sig dog med, at omstillingen vil tage nogle årtier, så der er god tid til en gradvis tilvænning – hvis man da ikke også trøster sig med at man da heldigvis vil være død, inden dette sære lediggangssamfund er blevet virkelighed.

Her har imidlertid såvel videnskabsmændene som søndagsjournalisterne og den almindelige borger forregnet sig – de har tankeløst stolet på erfaringerne fra den almindelige gammeldags kommunikation, gennem hvilken nye ideer og nye tilstande yderst langsomt sivede fra initiativcentre ud til samfundets periferi – og da der i nutidens samfund er langt flere dygtige ældre end nogensinde før i vores historie, har de også stolet på at have hold på udviklingen, at kunne styre den roligt og at kunne udnytte fortidens erfaringer mest muligt.

Hvad de har overset er, at de nye massemedier virker lynhurtigt, såvel ud til det enkelte samfunds periferi som internationalt fra kontinent til kontinent. (For nogle måneder siden besøgte jeg Filippinernes hovedstad Manila, og et studenteroprør var i fuld gang – kort forinden havde der været et tilsvarende ved Københavns Universitet – indtil mindste komma var slagordene i disse to oprør nøjagtig de samme).

Man har ladet sig snyde af vanetanker fra de sidste århundrede år, ifølge hvilke der var tre lag i samfundet: først de opfindere, forskere, tænkere og kunstnere, der fik de nye ideer – dernæst de opinionsdannende ledere rundt omkring i samfundet – og til sidst det mer eller mindre passive flertal, der blot var modtagere af det nye, men ikke selv forarbejdede det.

Massemedierne har fuldstændig ændret denne – for de få og veletablerede bekvemme situation – i vore dage må man regne med, at alle slags ledende folk må rende i fuld galop for at følge med de forandringer, der aktivt bliver bearbejdede af de hidtil tavse og modtagende.

Dynamisk set er dette ungdomsoprørets egentlige hemmelighed. Lamslåede, vrede og fortvivlede befinder mange af de ældre sig pludseligt midt i det permissive samfund uden at have en anelse skabt om, hvor det er kommet fra – “Alt er tilladt” siger de ældre, og “hvad skal dette ende med..?”.

Nogle få stikord: Pornografi er tilladt, narkotika kan ikke holdes tilbage – på scenen og ude i landskabet løber man på splitternøgne mennesker – mod entre kan man beskue et veritabelt samleje for åbent tæppe – selv adstadige borgeraviser bringer billeder af “piger med vrinsk i” – de unge vil have magt – på universiteterne, højskolerne og i politik, ja selv børnene skal have det i deres skoler – brosten hvirvles ind ad vinduer, og der er tiltagende promiscuitet, blandt unge af begge køn, helt ned til 12-13 års alderen.

De permissive tendenser er blevet en magt i sig selv og præger samfundet i alle måder, lige fra den højeste idealisme til forbrydelserne – det permissive er blevet en atmosfære, et klima, der lader det regne i lige grad på det gode og det onde.

For nylig var der et bittert interview i Aarhus Stiftstiende – kriminalkommissær Jørgen Iversen fra samme by klagede over de tiltagende ungdomsforbrydelser og domstolenes lemfældige behandling deraf – i Århus var der en stigning i tyverier på 65 % i første halvår af dette år, sammenlignet med 1969, og forbrydernes alder blev lavere og lavere – der nævntes en 16-årig dreng, der siden november sidste år havde begået 121 tyverier, deraf 40 biler – og man havde gang på gang måtte lade ham løbe – tilsvarende klager blev omtrent samtidig fremsat af ledende politifolk i København og Odense – for politiet, dommerne og fængselsfunktionærerne er dette problem yderst alvorligt – de er sat til at administrere de straffelove, som det danske folk gennem Folketingets vedtagelser har ønsket sig, men samtidigt er folkestemningen blevet så permissiv, at embedsmænd og funktionærer ikke kan forvalte denne lovgivning efter deres ånd.

Det er klart, at idealisterne blandt ungdomsoprørerne ikke vil forsvare biltyverier eller rapserier i supermarkederne – men de er udtryk for den samme anonyme permissive tendens, der er ved at gennemsyre samfundet – og sociologisk set kan det heller ikke nægtes, at der er noget profetisk over den 16-årige biltyv – eller over de pæne middelstandsdamer, der stjæler i supermarkederne – de foregriber den gamle drøm, man finder hos såvel Karl Marx som hos kapitalister i Amerika; at en dag er varestrømmen så overvældende stor, at det bliver overflødigt at købe varer – alt, hvad folk har lyst til, kan stables i åbent tilgængelige dynger, som folk frit kan tage af – det er den idealsituation, hvorom Marx plejede at sige “Enhver yder efter evne, men modtager efter behov” – med en sådan overflod af varer er det helt ligegyldigt, om den, der kun har evner til at være arbejdsmand, har et større forbrug end selv den mest fremragende direktør.

Efter at vi med nogle få stikord, hvis indhold er fuldstændig kendt af alle, har beskrevet det permissive samfunds ejendommeligheder, kan vi forsøge at tilføje visse vurderinger.

Den første og vigtigste vurdering har vi allerede foretaget: De permissive tendenser gennemsyrer hele samfundet fra idealisme til forbrydelser – millioner af daglige aktioner og reaktioner accelererer gensidigt hinanden i et så enormt omfang, at det griber ind i alles liv – dette er således en første kvantitativ bedømmelse – selv om vi har set både idealistiske og hæslige tendenser i den, så har vi endnu ikke udsat den for nogen etisk, moralsk eller juridisk bedømmelse.

Vi kan dernæst foretage endnu en kvantitativ bedømmelse – permissiviteten præger ikke alle sider af samfundslivet, og det er usandsynligt, at den vil komme til at gøre det – på et stort jetfly er det usandsynligt, at der en dag vil blive dannet fuldt demokrati, der tillader samtlige passagerer at deltage i flyets styring – for det ville have så at sige øjeblikkelig død til følge – på tilsvarende vis køres et lyntog kun af én mand, og der er kun én kaptajn på et skib. Og hvordan styringen af et mejeri eller en avis vil blive, så er der hverken den daglige flaske mælk eller morgenavisen at hente uden for døren, hvis de permissive tendenser kom til at præge leveringssystemerne – det samme gælder postvæsenet; det er kun i Latinamerika, et postbud smider breve væk, hvis han finder tasken for tung. Ja, dette gælder stort set hele det almindelige og nødvendige arbejdsliv

Heraf har de to amerikanske fremtidsforskere, Herman Kahn og Anthony Wiener i deres store bog, “År 2000” draget den konklusion, at mens alle amerikanere hidtil har været puritanere, så vil der måske i fremtiden kun være 70 % af disse, mens de resterende 30 % vil være charmerende lediggængere – som et så rigt samfund sagtens kan føde på – med andre ord, at det samme samfund skulle kunne klare at eje to kulturer med modsat fortegn – (Og den nødvendige gensidige tolerance).

Men så enkelt er det jo ikke – navnlig ikke på grund af børnene – allerede nu dukker de nye tendenser op hos børn i selv de mest puritanske flids-moral-hjem – i familierne vil disse to kulturer bestandigt gribe ind over hinanden – ofte til stor smerte og uoverkommelighed – derfor må vi nu stille det første værdinormsspørgsmål “Hvordan er de ældres forhold til det permissive..?” – fra tid til anden skriver gammeldags mennesker et fnysende læserbrev, der slutter med “at forældre, lærere og politi må udøve pryglestraf igen” – men dette er næppe flertallets holdning – de fleste ældre er snarere af den mellemtype, der selv havde strenge forældre og lærere og selv for 20-40 år siden forsøgte de første beskedne oprør – de er med andre ord en 50-50 blanding af puritanisme og permissivitet med denne sidste havende prestige, således at man er “in”, hvis man her er på fremskridtets side – dette er således en holdning under nedbrydning, og den er derfor ikke egnet til fremtidige løsninger.

Denne holdning er desuden stærkt støttet af det, man kunne kalde gammeldags rousseauisme, “påstanden om, at det enkelte menneske fødes uskyldigt og kun fordærves af det udefra kommende dårlige miljø” – heller ikke denne holdning synes at give nogen fuld forklaring på menneskets gåde.

Vi har allerede set, at samfundet ikke kan fungere uden en vis portion af puritanisme – i det indbyrdes forhold mellem denne og permissiviteten er der to veje at gå – enten kan man forsat lade anonyme tendenser have deres frie spil, og så vil der – som mange allerede har forudset – formodentlig opstå fascistiske tendenser, når permissiviteten er trådt over en vis faregrænse – eller også at mobilisere vore fornuftens evner til bevidst gennemarbejdelse af disse problemer – hertil vil høre, at vi skal kunne dele permissiviteten i forskellige dele – nogle, som er gode begyndelser til et næste samfund og en næste kultur – og andre, der er tegn på, at vor nuværende kultur er ved at degenerere – og på samme måde at dele gammeldags myndighed og orden i gode og dårlige dele.

For nylig foreslog professor ved Århus Universitet, dr. Jur. Robert Bech, at Akademiet for Fremtidsforskning skulle igangsætte følgende projekt “Menneskets stabilitet og instabilitet i etik, moral og jura over for forandringernes ydre pres”.

Et sådant projekt er overordentlig tiltrængt – vi kan ikke forsat lade politiet eller lærerne i stikken – ej heller forældrene, børnene og de unge – at lade en så overvældende stærk tendens som den permissive falde som dråber på vor passive regnfrakke er intellektuelt uværdigt.

Lånt fra og link til copyright: www.fremtidsforskning.dk             

  

Når dyrevelfærd bli’r mishandling

Skulle man mon pelse dyreaktivisterne i stedet

Nogle miljø/dyre-aktivister tænker med røven

Ved deres ‘lukke mink ud’ aktioner, det svarer til at man protestere mod Shell ved at pumpe en Shelltankstations benzin ud på jorden så den løber ud på og omkring tankstationens grund – hvilket helt sikkert ville gavne naturen (sarkasme)

Ved at lukke minkene ud som det af og til sker så er der specielt 2 forhold der skriger til himlen i den påtagede natur/dyrebevidsthed som i den milde beskrivelse er misforstået.

For det første er det dyrplageri at smide et dyr ud i omgivelser der ikke har de føderesourcer som det ville kræve for overlevelse og mange af dyrene er heller ikke gearet til at klare sig – dernæst så bliver naturen ‘voldtaget’ af minkene, alt levende op til en vis størrelse bliver støvsuget af det glubske og ‘utilpassede’ rovdyr…

Hvis man ville lave en aktion der faldt i tråd med de signaler som man selv vil sende til omverdenen – så skulle man aflive minkene i burene, hvilket er hverken mere eller mindre ulovligt end den metode hvor man tager naturens øvrige fauna som gidsler.   

I stedet for at lukke pelsdyrene ud, så var det vist bedre at bure visse af avlerne inde

Ikke alle dyreaktivister ka’ li’ dyr….?

Ret beste så er aktivisterne vel som de abortmodstandere der myrder abortlæger

Det er egentlig ikke ment som et forsvar for pelsavl

men et angreb mod dyremishandling

…..

Diverse inspirationslink:

“Dyreaktivister bag Novartis-angreb” – “eb.dk

“Stjal marsvineavlers svigermors lig” – “2005

“Aktivister lader som om de spammer..?” – “180’grader

“Animal Liberation Front” – “link

“Ronnie Lee, helt eller skurk….?” – “link