Sikkerhedszone til Udkantsdanmark

“UdkantsDanmark” føler sig overset, glemt og forbigået af det øvrige samfund

 det gamle Danmark der var kendt for sine mange flotte herregårde og slotte med deres beskyttende voldgrave og tykke mure, der lå spredt i det ganske land omkranset som øer af alle dem der der søgte ind til den symbolske tryghed der lå i at “stå med ryggen mod muren” i skyggen af enten slottets høje mur eller voldgravens dybe vand mod udfald fra det store ukendte vildnis der selv i dagslys kunne virke mørk og truende.

De moderne tider gør måske atder rulles tilbage mod de gode gamle dage..?

Borge og slotte er yt, de er for dyre i drift og er mest museer og kursus- og kongrescentre

nu hedder det metropoler

men opbygningen af enklaverne er den samme

Motorveje og broer etableres metropolerne imellem for at skaffe hurtig og nemt forbindelse metropolerne indbyrdes – men måske også for at beskytte mod det store voksende vildnis der selv i dagslys kan virke mørk og truende

selv de store robuste vindmøller er man nervøse for at lade stå alene

derude i “intetheden” langt fra “lands ret og lov”

måske var det bedst helt at droppe fra- og tilkørslesramperne på motorvejene

mellem metropolerne’s ‘voldgrave’

  “UdkantsDanmark”

politisk set så er der bare et problem i og med

at der jo stadig er stemmer derude i vildnisset outthere

hvordan løser man mon så det problem

Jow da, man giver dem lov til at køre 10 km/t hurtigere

på vejen mellem udkantsDanmark og metropolerne

oven i købet begge veje

man skulle jo nødig risikerer at de blev for længe 

“UdkantsDanmark” rykker tættere og tættere på

snart kommer bønderne op ad Valby Bakke i København

og ned ad Ravnsbjerg Bakke i Viby Aarhus

…..

Man kan sige at bønderne er på trapperne de står allerede i de større byers udkanter

de må ikke gerne komme tættere på for så mister metropolerne

et sted at ‘læsse’ deres “problemaffald” af 

alle de sociale og psykiske “tilfælde”

der bliver så behageligt “væk” i det store ukendte vildnis

der selv i dagslys ser truende ud.  

Måske var det alligevel en god ide med den betalingsring

altså som beskyttelse mod “UdkantsDanmark”

Link til “Miss Udkantsdanmark

Reklamer

Økonomien i de psykisk syge

De politiske gule sider: ”Psykisk syg” – se under ”Bænk i parken

Med de skiftende regeringer de seneste år der har sat en ære i at detail’lovgive om stort set alt – intet er for småt til at der skal reguleres, lovgive, betænkes, umyndiggøres – snart kommer der vel en lov om at man skal sove på siden, ikke må hjælpe “kællingen” med opvasken for at få noget på den dumme eller bakke ud af sin indkørsel. 

næh formynderiet er ikke over for de syge men tvært imod af os raske – de syge kan sejle deres egen sø – måske en ’produktudvikling’ af en af onelinerne fra Jacob Haugaards valgkampe ”Hvis det er så sundt at arbejde så gi’ det til de syge” – måske var det i virkligheden politikerne der skulle på den lukkede… 😉

Historisk set startede man med at tage toppen af arbejdsløshedsproblemet ved at sende en masse på enten “dum i arbejde” surrogat uddannelser eller alibi kursus – så så det ikke så slemt ud med arbejdsløsheden

– denne fremgangsmåde har nu til dels fundet vej på en anden boldgade.

Psykiske syge i Danmark er en opgave man kan angribe på flere måder

– enten den dyre at behandle sig ud af problemet, det koster så bare en del penge som jo så skal tages fra “velfærden” – eller man kan lade som om der ikke er nogen, det er så billigere og der bliver råd til “velfærd” – det sidste kræver blot at de ikke ses altså usynlig gøres – det første stiller krav til behandlingssystemet og gi’r fageksperterne lejlighed til at (be)vise den påtagede ekspertstatus

Regeringerne, både Rasmussen I, II, III og ”grevinde Danner” der som bekendt hed fr.Rasmussen  har beskåret sengepladserne til de psykiske syge kraftigt i en årrække  dette resulterer i at kapaciteten slet ikke står mål med behovet – der er også den følgeeffekt at da de ofte er så behandlingskrævende at når de ikke får behandling eller meget sparsom behandling så ryger de ud af de sociale bosteder og lejligheder, fordi de ikke kan tilpasse de “normale” regler uden denne behandling.

Dette indebærer at de bliver sendt på gaden eller som nogle overfyldte behandlingssteder gør – henviser dem til varmestuer, herberger og så videre eller bare til gaden – da det ofte i forvejen er stopfyldte steder og mere opbevaringssteder end behandlingssteder – samtidig med at de ubehandlede / sparsom behandlede psykiske syge ofte falder igennem sigten der, fordi de ikke har ressourcerne til at gå seriøst ind i hver enkel sag – så derfor ender de alligevel på gaden – groft sagt kan man sige at de psykisk syge får det der i bilforhandlersprog hedder en gang salgslak og sendes på gaden – til fare for sig selv og også for andre – samtidig gi’r det et endnu større grundlag for den frygt der til dels hersker i befolkningen for det offentlige rum – fordi trusselsbilledet føles endnu større – måske de seneste skiftende regeringer har haft en interesse i at befolkningen var holdt hen i en stigende frygt for sine egne omgivelser i det offentlige rum.  

Derude bliver behandlingen nærmest ikke eksisterende, det er svært fra behandlere at gå fra trappeopgang via cykelkældre til telte rundt omkring ikke bare en gang men sætte en behandling i system så det batter af noget.

Så kan man tage den betragtning at det er de psykisk syges eget problem, vi kan sagtens få polsk arbejdskraft i stedet – men det er en sandhed med modifikationer – så godt nok er de til stor fare for sig selv, men ubehandlede er de også en risiko for deres omgivelsers ve og vel – det vil immervæk taget et stykke tid inden politiet har kunne nå at havde været rundt for at skyde dem alle – fordi episoder har nødvendiggjort det.

Det er ‘dejligt’ med en ministeransvarlig på området,

der mener at arbejde er roden til alt omdt.

Men økonomien, den gik først strygende – det er fedt med velfærd og hvem gider tænke på sygdom i opgangstider – så gik det ad helvede til og vi havde ikke råd – men har vi egentlig råd til at lade være, kunne man spørge.

Desuden så ville det jo ta’ brødet ud af munden på (for) mange – hvis man nu reelt søgte at løse problemerne – også andre end dem der lever af at producere analyser og statistikker for slet ikke at nævne dem der lever af at analysere analyser og statistikker.

Den industri er jo nærmest den største industri i dagens Danmark

næst efter medieindustrien som den dog er en del af indirekte 

 

Medieludere, kontrolanter eller vogtere

link til inspiration på ‘politiken.dk’

Per Stig Møller: “Pressen er forfærdelig

Ahh, det var nu ikke en kronik, men mange journalister er måske

nogle forfærdelige kroniske selvhøjtigelige paver….?

Men det er spørgsmålet om politikerne ikke har de journalister som de fortjener

og journalisterne de politikere som de fortjener..

Racisme fås den også i sort..?

Ofte virker det som visse ord bli’r modeord og måske nærmest bli’r voldtaget eller manipuleret så meget at selve ordet mister al sin værdi på grund af en nærmest hjernevask af det på gældende ord – listen er lang af ord der har været gennem vridemaskinen – velfærd, ytringsfrihed. sex, danskhed, solidaritet, ydmyg osv.

så de efterhånden er kommet på listen over klicher 

og stærk på vej over på listen over floskler hvis de ikke allerede er der 

næste ord i vridemaskinen: “racisme”…?  

“Bodypainting Bin Laden’s wife causes revolution in the middle east”

– link til “Part One” and “Part Two”   

– link til “Niqabitch

.

– “How To Respect a Muslim Woman Who Wears a Veil” … ‘klik

Især engelsk fodbold er blevet skueplads for racisme

eller er det måske mere

for  er der gået popsnmart mode i ordet…?

en kendsgerning er det i hvert fald at såkaldte autoriteter

i det her tilfælde det engelske fodboldforbund FA

vist har mistet sin autoritet

sport er jo ikke altid sort.hvid i kampens hede

ordet “racisme” er vel også et ord

der for dem med skjulte agendaer

kan tigge om manipulation

og lamme selv sport

 

Den skeløjede verden

Eksistentialisme eller gruppetvang

Angiveligt ville Sartre ikke risikere at blive låst fast som et “ikon”

for noget han ikke kunne overskue konsekvensen af 

han sagde også nej til den franske fremmedlegions orden i sit hjemland.

et kendt citat af Jean-Paul Sartre’s er i røvrigt 

“Livet begynder på den anden side af fortvivlelsen”

en omskrivning kunne være at “man ikke forstår at nyde tinderne’s bjergtagende skønne udsigt, før man har været gennem de mørke dale” eller så’n noget. 

link til store danske Gyldendal om “eksistensfilosofi

link til lexicon.org om Jean-Paul Sartre

link til Wikipendia om “eksistentialisme

Kink til Kierkegaard’s “kristne eksistentialisme

Det eftergivende samfund

“Det permissive samfund”

af Arne Sørensen

– særtryk af Berlingske Tidende kronik fra den 26. august 1970.

Det “permissive” samfund – det kan være irriterende for folk at skulle belastes med et nyt fremmedord – og det er da rigtigt at man lige så godt kunne sige “det eftergivende samfund” eller “samfundet, hvor alt er tilladt” – men hvis det drejer sig om en præcis beskrivelse af en ny samfundstilstand, hvis ejendommeligheder ikke tidligere er katalogiseret er det bekvemt at anvende et hidtil tomt ord, som man kan udfylde med en klar og nøjagtig mening – adjektivet ‘permissiv’ (med tryk på sidste stavelse) indføres herved på dansk fra latin, via England, hvor det i de senere år løseligt har været anvendt i den betydning, vi i det følgende skal fastlægge.

Gennem godt og vel hundrede år har vi erfaret en gradvis nedbrydning af de traditioner, der havde varet århundreder – ja i nogle tilfælde årtusinder – det blev muligt for bønder og arbejdere at blive statsministre – man kunne gifte sig tværs over gamle standsskel – personer fra fattige hjem nåede den højeste uddannelse – kvinderne tilkæmpede sig stemmeret, ret til alle uddannelser og adgang til mange nye erhverv uden for hjemmene.

Alligevel var alle grupperne og personer der kæmpede sig frem, præget af en stærk puritanisme – det drejede sig om at slide og stride, at spare og ofre i dag for mål, der kunne virkeliggøres i morgen – dyden blev en belønning i sig selv – ellers havde der ikke været det første Venstre, de første socialdemokrater eller de første brugsforeninger – eller de første fabrikanter og grosserere.

Og dybt nede under alt dette lå industrialismens første periode, hvor der måtte investeres i opbygningen af kapitalgoder – før vi kunne få nutidens billige masseproduktion af mad og klæder og af hundreder af andre forbrugsgoder, måtte alle fabrikkerne, jernbanerne, havnene, skibene og vejene bygges – de kunne ikke spises.

I Vesteuropa og Nordamerika er denne primære kapitalopbygningsperiode stort set forbi, og fra den næsten automatiserede produktionskæde kommer der fremglidende endeløse rækker af biler, konserves i dåser, damekjoler, herreskjorter og tusind af andre ting.

Adstadige, men fremsynede videnskabsmænd er derfor i fuld gang med at profetere, og deres forudsigelser har i årevis været godt stof i avisernes søndagstillæg – om nogle årtier vil der være fuld automation i fabrikkerne – der vil være færre arbejdere end funktionærer – en arbejdsuge på 30 timer og flere lange ferier i løbet af året er sandsynligt – fritiden bliver så stor, at den bliver en ny slags liv i sig selv – etc. etc.   

De ældre, der er opdraget med, at det er en dyd at bestille noget, er rystede, men trøster sig dog med, at omstillingen vil tage nogle årtier, så der er god tid til en gradvis tilvænning – hvis man da ikke også trøster sig med at man da heldigvis vil være død, inden dette sære lediggangssamfund er blevet virkelighed.

Her har imidlertid såvel videnskabsmændene som søndagsjournalisterne og den almindelige borger forregnet sig – de har tankeløst stolet på erfaringerne fra den almindelige gammeldags kommunikation, gennem hvilken nye ideer og nye tilstande yderst langsomt sivede fra initiativcentre ud til samfundets periferi – og da der i nutidens samfund er langt flere dygtige ældre end nogensinde før i vores historie, har de også stolet på at have hold på udviklingen, at kunne styre den roligt og at kunne udnytte fortidens erfaringer mest muligt.

Hvad de har overset er, at de nye massemedier virker lynhurtigt, såvel ud til det enkelte samfunds periferi som internationalt fra kontinent til kontinent. (For nogle måneder siden besøgte jeg Filippinernes hovedstad Manila, og et studenteroprør var i fuld gang – kort forinden havde der været et tilsvarende ved Københavns Universitet – indtil mindste komma var slagordene i disse to oprør nøjagtig de samme).

Man har ladet sig snyde af vanetanker fra de sidste århundrede år, ifølge hvilke der var tre lag i samfundet: først de opfindere, forskere, tænkere og kunstnere, der fik de nye ideer – dernæst de opinionsdannende ledere rundt omkring i samfundet – og til sidst det mer eller mindre passive flertal, der blot var modtagere af det nye, men ikke selv forarbejdede det.

Massemedierne har fuldstændig ændret denne – for de få og veletablerede bekvemme situation – i vore dage må man regne med, at alle slags ledende folk må rende i fuld galop for at følge med de forandringer, der aktivt bliver bearbejdede af de hidtil tavse og modtagende.

Dynamisk set er dette ungdomsoprørets egentlige hemmelighed. Lamslåede, vrede og fortvivlede befinder mange af de ældre sig pludseligt midt i det permissive samfund uden at have en anelse skabt om, hvor det er kommet fra – “Alt er tilladt” siger de ældre, og “hvad skal dette ende med..?”.

Nogle få stikord: Pornografi er tilladt, narkotika kan ikke holdes tilbage – på scenen og ude i landskabet løber man på splitternøgne mennesker – mod entre kan man beskue et veritabelt samleje for åbent tæppe – selv adstadige borgeraviser bringer billeder af “piger med vrinsk i” – de unge vil have magt – på universiteterne, højskolerne og i politik, ja selv børnene skal have det i deres skoler – brosten hvirvles ind ad vinduer, og der er tiltagende promiscuitet, blandt unge af begge køn, helt ned til 12-13 års alderen.

De permissive tendenser er blevet en magt i sig selv og præger samfundet i alle måder, lige fra den højeste idealisme til forbrydelserne – det permissive er blevet en atmosfære, et klima, der lader det regne i lige grad på det gode og det onde.

For nylig var der et bittert interview i Aarhus Stiftstiende – kriminalkommissær Jørgen Iversen fra samme by klagede over de tiltagende ungdomsforbrydelser og domstolenes lemfældige behandling deraf – i Århus var der en stigning i tyverier på 65 % i første halvår af dette år, sammenlignet med 1969, og forbrydernes alder blev lavere og lavere – der nævntes en 16-årig dreng, der siden november sidste år havde begået 121 tyverier, deraf 40 biler – og man havde gang på gang måtte lade ham løbe – tilsvarende klager blev omtrent samtidig fremsat af ledende politifolk i København og Odense – for politiet, dommerne og fængselsfunktionærerne er dette problem yderst alvorligt – de er sat til at administrere de straffelove, som det danske folk gennem Folketingets vedtagelser har ønsket sig, men samtidigt er folkestemningen blevet så permissiv, at embedsmænd og funktionærer ikke kan forvalte denne lovgivning efter deres ånd.

Det er klart, at idealisterne blandt ungdomsoprørerne ikke vil forsvare biltyverier eller rapserier i supermarkederne – men de er udtryk for den samme anonyme permissive tendens, der er ved at gennemsyre samfundet – og sociologisk set kan det heller ikke nægtes, at der er noget profetisk over den 16-årige biltyv – eller over de pæne middelstandsdamer, der stjæler i supermarkederne – de foregriber den gamle drøm, man finder hos såvel Karl Marx som hos kapitalister i Amerika; at en dag er varestrømmen så overvældende stor, at det bliver overflødigt at købe varer – alt, hvad folk har lyst til, kan stables i åbent tilgængelige dynger, som folk frit kan tage af – det er den idealsituation, hvorom Marx plejede at sige “Enhver yder efter evne, men modtager efter behov” – med en sådan overflod af varer er det helt ligegyldigt, om den, der kun har evner til at være arbejdsmand, har et større forbrug end selv den mest fremragende direktør.

Efter at vi med nogle få stikord, hvis indhold er fuldstændig kendt af alle, har beskrevet det permissive samfunds ejendommeligheder, kan vi forsøge at tilføje visse vurderinger.

Den første og vigtigste vurdering har vi allerede foretaget: De permissive tendenser gennemsyrer hele samfundet fra idealisme til forbrydelser – millioner af daglige aktioner og reaktioner accelererer gensidigt hinanden i et så enormt omfang, at det griber ind i alles liv – dette er således en første kvantitativ bedømmelse – selv om vi har set både idealistiske og hæslige tendenser i den, så har vi endnu ikke udsat den for nogen etisk, moralsk eller juridisk bedømmelse.

Vi kan dernæst foretage endnu en kvantitativ bedømmelse – permissiviteten præger ikke alle sider af samfundslivet, og det er usandsynligt, at den vil komme til at gøre det – på et stort jetfly er det usandsynligt, at der en dag vil blive dannet fuldt demokrati, der tillader samtlige passagerer at deltage i flyets styring – for det ville have så at sige øjeblikkelig død til følge – på tilsvarende vis køres et lyntog kun af én mand, og der er kun én kaptajn på et skib. Og hvordan styringen af et mejeri eller en avis vil blive, så er der hverken den daglige flaske mælk eller morgenavisen at hente uden for døren, hvis de permissive tendenser kom til at præge leveringssystemerne – det samme gælder postvæsenet; det er kun i Latinamerika, et postbud smider breve væk, hvis han finder tasken for tung. Ja, dette gælder stort set hele det almindelige og nødvendige arbejdsliv

Heraf har de to amerikanske fremtidsforskere, Herman Kahn og Anthony Wiener i deres store bog, “År 2000” draget den konklusion, at mens alle amerikanere hidtil har været puritanere, så vil der måske i fremtiden kun være 70 % af disse, mens de resterende 30 % vil være charmerende lediggængere – som et så rigt samfund sagtens kan føde på – med andre ord, at det samme samfund skulle kunne klare at eje to kulturer med modsat fortegn – (Og den nødvendige gensidige tolerance).

Men så enkelt er det jo ikke – navnlig ikke på grund af børnene – allerede nu dukker de nye tendenser op hos børn i selv de mest puritanske flids-moral-hjem – i familierne vil disse to kulturer bestandigt gribe ind over hinanden – ofte til stor smerte og uoverkommelighed – derfor må vi nu stille det første værdinormsspørgsmål “Hvordan er de ældres forhold til det permissive..?” – fra tid til anden skriver gammeldags mennesker et fnysende læserbrev, der slutter med “at forældre, lærere og politi må udøve pryglestraf igen” – men dette er næppe flertallets holdning – de fleste ældre er snarere af den mellemtype, der selv havde strenge forældre og lærere og selv for 20-40 år siden forsøgte de første beskedne oprør – de er med andre ord en 50-50 blanding af puritanisme og permissivitet med denne sidste havende prestige, således at man er “in”, hvis man her er på fremskridtets side – dette er således en holdning under nedbrydning, og den er derfor ikke egnet til fremtidige løsninger.

Denne holdning er desuden stærkt støttet af det, man kunne kalde gammeldags rousseauisme, “påstanden om, at det enkelte menneske fødes uskyldigt og kun fordærves af det udefra kommende dårlige miljø” – heller ikke denne holdning synes at give nogen fuld forklaring på menneskets gåde.

Vi har allerede set, at samfundet ikke kan fungere uden en vis portion af puritanisme – i det indbyrdes forhold mellem denne og permissiviteten er der to veje at gå – enten kan man forsat lade anonyme tendenser have deres frie spil, og så vil der – som mange allerede har forudset – formodentlig opstå fascistiske tendenser, når permissiviteten er trådt over en vis faregrænse – eller også at mobilisere vore fornuftens evner til bevidst gennemarbejdelse af disse problemer – hertil vil høre, at vi skal kunne dele permissiviteten i forskellige dele – nogle, som er gode begyndelser til et næste samfund og en næste kultur – og andre, der er tegn på, at vor nuværende kultur er ved at degenerere – og på samme måde at dele gammeldags myndighed og orden i gode og dårlige dele.

For nylig foreslog professor ved Århus Universitet, dr. Jur. Robert Bech, at Akademiet for Fremtidsforskning skulle igangsætte følgende projekt “Menneskets stabilitet og instabilitet i etik, moral og jura over for forandringernes ydre pres”.

Et sådant projekt er overordentlig tiltrængt – vi kan ikke forsat lade politiet eller lærerne i stikken – ej heller forældrene, børnene og de unge – at lade en så overvældende stærk tendens som den permissive falde som dråber på vor passive regnfrakke er intellektuelt uværdigt.

Lånt fra og link til copyright: www.fremtidsforskning.dk             

  

Sex, den ‘beskidte’ del af forplantningsindustrien

Det kun et spørgsmål om tid, før vi også i Danmark har beslutningsdygtigt politisk opbakning til en kriminalisering af kunden – der er en bevægelse i den både såvel den socialdemokratiske som den radikale folketingsgruppe i retning af, at det ikke bliver ved med at gå med den nuværende prostitution,

så derfor kommer anbefalingen af forbud mod købesex tættere og tættere på.

Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten agiterer allerede for et forbud.

De veluddannede kvinder ser al prostitution som et kønspolitisk opgør og vold mod kvinder, og de får stadigt større indflydelse i partierne. Bevægelsen er i fuld gang, og det er kun et spørgsmål om tid, før kriminaliseringen vedtages

Der har lavet mange rapporter om prostitution, der er flere der skaber tvivl om effekten af en kriminalisering af kunderne afhjælper ønsket om import af kvinder i miljøet 

da man højst sandsynligt kun vil påvirke toppen af isbjerget,

den del der er under vand vil stadig være der

link til inspiration: Jyllands Posten

Man kunne også spørge om al den indirekte prostitution, skal der så stadig ses mellem fingerne med – det er kun købesex hvor der er penge direkte mellem folk..?

  • Lægesekretærens sex med overlægen
  • Sekretærens sex med direktøren
  • Jobansøgerens sex med den jobansvarlige
  • Ægtemandens “købesex” hos konen
  • “Blødgøringssex” i økonomiske som politiske øjemed
  • osv osv osv osv

Den handel der foregår hver dag i stor målestok er der ikke fokus på

 Måske skulle der i skatteøjemed være beskatning af værdi af sex

– som der er med mht lejeværdi af egen bolig, fri bil osv