Dollerup Bakker, for drengerøve

 

Mange byer har sat bænke op som benævnes “kyssebænke” en glimrende ide,

men som så ofte før så overgår naturen menneskets handling og fantasi.

Danmarks måske bedste kyssebænk har naturen lavet på egen hånd 

nemlig lige neden for Dollerup Bakker syd for Viborg hvor et væltet træ rager ud i Hald Sø.

Søen skulle være ekstrem dybt visse steder – et område hvor naturen rasede under den sidste istid og dannede de smukke og markante slugter hvor bevoksningen har lagt sig som et tæppe over, et tæppe der variere i farver, dybde og højde, hvis man begiver sig ud på de mange stier i området finder man ud af hvor meget isen har kælet for dette mesterværks endeløse små finesser.

Hvis man tager kæresten eller en ‘wanted to be’ i hånden og allerbedst også pakker en lille rygsæk med en flaske hvidvin samt noget frisk frugt måske også et par sandwich, sammen med et lille tæppe – så er der uanet mulighed for at ”forsvinde” i området i lige så lang tid som man har lyst.

 Direkte neden for bakken med den berømte iskiosk, der har naturen væltet et træ så det næsten ligger ud over vandet – et formidabelt sted at sidde i tosomhed, tænke store tanker eller tale fortroligt snak, med benene hængende i vandkanten  

samtidig med at man nyder omgivelsernes smukke billede 360 grader rundt.

*****

Ved iskiosken var der en stor parkeringsplads på begge sider af vejen, på den lille side altså samme side som ishuset var der panorama’agtig udsigt over Hald Sø på grund af den relative stejle skråning – de første mange meter ned var græs med et par enkle buske og eet lille bitte ‘buttet’ træ vel 2 meter høj med en stammediameter på måske 8-10 cm.

Det var et yndet mål for en os “fattigrøvs” 1g’ere (i den gamle betydning) at cykle der ud for at nyde nogle timer iblandt venner på den dejlige solbeskinnede skråning i hygsom sfære det kaldes vist for et åndehul med et senere populært udtryk.

Da vi lå der i græsset og nød livet, en flok 1’gere og selvfølgelig med min nordjyske kammerat “KB” i flokken, i fred og ro, så kom skolens storchamør fra 3g,”LL”, trillende op på parkeringspladsen i sin fars mega store dyre vogn

med sin seneste erobring iblandt 1’gernes piger

Meget nonchalant, så det var sikkert at vi i gruppen ville opdage det – blev der parkeret, hjulpet dame ud af bilen og langsomt (så vi ikke skulle overse det) taget et lille tæppe op af bagagerummet – så styrede de hen mod skoven og dens store stisystem – hvor man virkelig kunne være helt helt alene også hvis man skulle være 2 – da gruppen passeres så svinges der elegant med bilnøglerne i den ene hånd og med den anden om en meget sød blondine – da de forsvinder ind i skoven, så vender vi blikket må parkeringspladsen der 5-6 meter væk og ser at den store “far’s dyt” ikke står helt stille den bevæger sig ganske ganske stille den halve meter hen til hvor det begynder at gå rigtigt ned ad.

Så ta’r pokker ved køretøjet indtil det cirka 3 meter nede stopper med fronten mod det lille ‘buttede’ træ der svajer lidt men tager det i stiv arm – så står de der træet og bilen.

Vi sidder alle målløse der 5-6 meter derfra tavse og kigger på hinanden

ind til det med letgenkendelig nordjysk dialekt lyder:

“Husk mig på at jeg skal ha’ en sav med næste gang”

Fra skoven kommer “LL” susende med ild i røven, han havde set det fra skoven af og vidste så også at der overhovdet ikke var tale om 1g’ernes hjælp

Men den fik “LL” brug for til at få bilen den anden vej… 😉    

 

*****

Da ‘Andrikken’ for mange år siden havde just i ungdommens vovemod, som 18 årig,  erhvervet sin allerførste bil – en orange Volvo 144, var vi 3 fyre og 3 skønmøer hoppet i vognen og kørt fra domkirkebyen ud til Dollerup Bakker med madkurv og sodavand.

Vel ankommet ved den store parkeringsplads ved det før omtalte iskiosk, springer vi 3 fyre ud af bilen og drøner ned ad den stejle skåning, der er ingen direkte sti, mod ”bænken” for at skaffe sig den bedste plads til sig og den udvalgte skønne mø – det går i fuld firspring som de konkurrencemennesker vi alle 3 er, da vi lige mangler de sidste par meter

så får 2’eren overbalance, snubler og river førermanden med i faldet.

Begge står på hovedet ud i søen – hvorved at ‘andrikken’ som 3’er får frit valg på ”bænken” og sidder tørt højt på en gren da pigerne kommer med madkurven

Hvem si’r at den der kommer først til mølle…?

Krøllen på historien var så at da turen skulle gå hjemad, 

da ville den hurtigste men stadig noget våde i gruppen kravle ind i Volvo’en

men som straf for under opholdet ved søen ikke at havde lavet andet end at beklage sig over at hvis han ikke var faldet så havde han vundet så mente ‘andrikken’ at han var for våd at få ind i bilen – så hvis han ville køre med så måtte han sidde i bagagerummet – eller rettere næmest ligge, med bagklappen på klem – så gik turen hjem mod domkirkebyen 

i meget lidt højt tempo thi vi havde slet slet ikke travlt

Ude på Herning’vejen – stadig i et adstadigt tempo – bemærkede ‘andrikken’ som selvfølgelig var chauffør godt at bagklappen blev åbnet en anelse i forhold til før

pludselig kørte der en af politiets patrujlebiler bagved og så sidder der en “dum” nordjyde” i bagagerummet, som oven i købet hilser pænt på dem.

soleklart så bli’r vi stoppet og politibetjentene er selvfølgelig sure på ‘andrikken’, ret så sure – så der er lagt i kakkelovnen og halefjerene er på vej til at falde af pga varmen

Pludselig falder de 2 betjente og min bedste ven, som var henvist til bagagerummet. i snak og selvfølgelig viser det sig at de er nordjyder som passagereren i bagagerummet

– og selvfølgelig kom de 2 også fra Han Herred

hvor store er chancerne lige for at løbe ind i 2 nordjyske politibetjente i samme politibil – 5 km syd for Viborg – når man har en nordjyde i bagagerummet

Det eneste gode ved det er at man slipper for videre tiltale

men til gengæld, så var de 3 nordjyder ikke til at stoppe munden på.

   så fik man rigtig lov at høre for at man var en ‘sønderjysk østjyde’.