Sikkerhedszone til Udkantsdanmark

“UdkantsDanmark” føler sig overset, glemt og forbigået af det øvrige samfund

 det gamle Danmark der var kendt for sine mange flotte herregårde og slotte med deres beskyttende voldgrave og tykke mure, der lå spredt i det ganske land omkranset som øer af alle dem der der søgte ind til den symbolske tryghed der lå i at “stå med ryggen mod muren” i skyggen af enten slottets høje mur eller voldgravens dybe vand mod udfald fra det store ukendte vildnis der selv i dagslys kunne virke mørk og truende.

De moderne tider gør måske atder rulles tilbage mod de gode gamle dage..?

Borge og slotte er yt, de er for dyre i drift og er mest museer og kursus- og kongrescentre

nu hedder det metropoler

men opbygningen af enklaverne er den samme

Motorveje og broer etableres metropolerne imellem for at skaffe hurtig og nemt forbindelse metropolerne indbyrdes – men måske også for at beskytte mod det store voksende vildnis der selv i dagslys kan virke mørk og truende

selv de store robuste vindmøller er man nervøse for at lade stå alene

derude i “intetheden” langt fra “lands ret og lov”

måske var det bedst helt at droppe fra- og tilkørslesramperne på motorvejene

mellem metropolerne’s ‘voldgrave’

  “UdkantsDanmark”

politisk set så er der bare et problem i og med

at der jo stadig er stemmer derude i vildnisset outthere

hvordan løser man mon så det problem

Jow da, man giver dem lov til at køre 10 km/t hurtigere

på vejen mellem udkantsDanmark og metropolerne

oven i købet begge veje

man skulle jo nødig risikerer at de blev for længe 

“UdkantsDanmark” rykker tættere og tættere på

snart kommer bønderne op ad Valby Bakke i København

og ned ad Ravnsbjerg Bakke i Viby Aarhus

…..

Man kan sige at bønderne er på trapperne de står allerede i de større byers udkanter

de må ikke gerne komme tættere på for så mister metropolerne

et sted at ‘læsse’ deres “problemaffald” af 

alle de sociale og psykiske “tilfælde”

der bliver så behageligt “væk” i det store ukendte vildnis

der selv i dagslys ser truende ud.  

Måske var det alligevel en god ide med den betalingsring

altså som beskyttelse mod “UdkantsDanmark”

Link til “Miss Udkantsdanmark

Reklamer

Skod’politik, at ryge på gaden

Skod, løsningen er at sende det på gaden..?

Efter at den nye rygepolitik er startet så har vores omgivelser ændret sig når man går sig en tur i byen – i den forbindelse er det vist ligegyldig hvilken by.

Det flyder med cigaretskod overalt hvor der er læ, fordi man har jaget rygerne ud af husene og de rigtige gode rygesteder ligger der faktisk dynger af tobaksrester – nogen gange kan man komme i tvivl om det er enkefru Hansens gamle ’grimme’ og kuglefede foxterrier – der har haft dårlig mave, når der er gået lidt tid og den efterladte tobak har suget væde til sig – det kan være svært at spotte de hundelorte, der er trælse at få på skoene.

Det mest spekulative billede af de nye tider var ved en tur forbi hospitaet i Kronjyllands hovedstadl der er så heldig at været monteret med enkelte altaner 

så kan man se at der virkelig er kamp om pladserne derude 

lægesekretærere, sygehjælpere, sygeplejerskere, besøgende og ikke mindst patienter kæmper om kvadratmeterne, det siges jo at portørerne de ryger i kælderen for at ryge

man venter ‘spændt’ på nyheden om at en overbelastet balkon har givet fortabt.

Det er jo ikke alle der er så heldige at få stillet skattepenge finansserede rygebokse eller for den sags skyld sponsor’rygebokse med skattefradrag til sponsorerne.

 (billede fra holddanmarkrent.dk)

Måske er agendaen at få rygerene udi det fri

og så gøre dem til rigtig miljøpolitik..? 

Skrækscenariet bliver at søde ældre damer ikke tør gå forbi de grupper af pulsende mennesker der står der i røg og damp mens de skærer tænder – ikke fordi de er onde terroristagtige men fordi de fryser – så i hendes verden kan hun jo kun sidestille dem med de middelalderlige herrer der står fast nede ved stationen mens de nyder hinandens selskab og guldbajerne eller de måske lidt yngre mennesker der ser lidt tågede ud og har ”skudsår” i armen og det så ikke fordi de lige har været i blodbanken – det eneste der må undre hende, den skræmte gamle dame, er at rygerne ikke spørger om hun kan undvære en 50’er til en kop cafe latte – pengene mangler de vel ikke så’n basalt set

 det er jo ikke økonomiske bevæggrunde, der får dem udendørs.

Hvis man nu tænker tanken ud at man løser opgaver og problemstillinger ved bare “at sætte eller jage dem på gaden”.

Ironisk nok så er det danske vejnet ajourført meget under niveau til at klare det

– for slet ikke at tale om kloaknettet, der har problemer nok med vandet

mange steder er det helt til rotterne..

….. 

Lydmiljøet i offentlige transportmidler bliver ofte forurenet af visse folk som ser det som deres opgave at involvere alle andre omkringværende i deres personlige- eller forretningsproblemer ved hjælp af deres mobilsnak ofte højt thi man må jo skaffe sig ørenlyd og omgivelserne sidder tilbage alene med tinnitus – det kunne klares ved hjælp af specielle togvogne uden tag og stole tilkoblet – busserne kan havde ‘ryge’trailere koblet efter – der kunne mobilsnakkerne så også sidde – de må da kunne ta’ noget røg.

…..

Send folketingsmedlemmerne ud på gaden også, så kunne man jo passende kalde det “gadens parlament” – så kunne de jo også få mulighed for at modbevise den påstand om at de kun lever fra hånden til munden derinde – altså at politikerne reagere efter formiddagsaviserne i stedet for at agere – der er så også mulighed for at slå 2 fluer med et smæk – da så dem der ønsker det, kan ryge på ‘arbejde’ – eller ryge på gaden.

Det danske psykiatri miljø befinder sig efterhånden også på gaden, ja officielt ikke for at spare men fordi vi danskere har et velfærdssamfund, med de fordele det så bringer.

Medicinforbruget, som i forvejen er rekord stort i Danmark, igen et velfærdstegn (?/!) – ja det falder viser undersøgelser fordi patienterne når de kommer tilbage til trappeopgange, skurvogne, teltlejre osv, ja så glemmer de at tage deres medicin plus at de tilsynsførende udekørende sygeplejersker har meget svært ved at finde dem.

Problemet er at det er der at patienter måske bliver farlige for andre, nemlig når de ikke er i behandling – men de er så dejlig langt væk i statistikken, lige indtil de dukker op når det er for sent – både for dem selv og andre.

—–

Pensionisterne kunne også sendes på gaden – så slipper systemet også for at havde hyr med de demente der ‘stikker af’ fra alderdomshjemmene – slipper også for at skulle ta’ beslutning for eller imod fodlænker til “tanketorskene”

En følgegevinst kunne være at de kommer i bad mere end den ene gang om ugen eller hver anden uge som man har hørt om ved flere lejligheder

– det regner jo oftere ude i Danmark end det gør på plejecentrenes badeværelser. 

Der findes sikkert også mange andre ting der ville være tjent med at ryge på gaden.

 

Slankekur med epo

Så har forskere fundet ud af hvorfor cykelryttere er så usædvanlig tynde, medikamentet ‘epo’ virkere sandsynligvis som slankemiddel

Så vil der vel skyde slankebarer op som måske vil blive alvorlige konkurrenter til cafeerne som trendy ‘hænge-ud-steder’ for alle de bevidste unge mennesker

Mus dopet med epo tager meget lidt på, selvom de dagligt bliver fodret med en fed kost, der svarer til junkfood til mennesker, viser ny dansk forskning – opdagelsen kan være første skridt i retning af at udvikle en effektiv slankepille til mennesker.

Undersøgelsen sammenlignede forskere fra Rigshospitalet vægtforøgelsen hos almindelige mus og dopede mus, som blev fodret med enten almindelig kost eller med meget fedtrig kost, som svarer til et måltid junkfood til mennesker.

Resultaterne er ifølge videnskab.dk overraskende – for mens de almindelige mus i løbet af 12 uger tog 13 gram på og steg fra ca. 22 til 35 gram i vægt, så tog de dopede mus kun syv gram på og endte med en gennemsnitsvægt på cirka 29 gram.

Med andre ord: De dopede mus tog kun halvt så meget på.

“Vores resultater viser, at epo er et meget effektivt slankemiddel i denne musemodel – det kunne godt tænkes, at epo ville have den samme virkning i mennesker, og det kan blive en inspirationskilde for de virksomheder, som arbejder på at udvikle effektive slankemidler” (ph.d. Pernille Højmann)

Hvis epo skal blive til et effektivt slankemiddel hos mennesker, skal epo-molekylet ændres kunstigt for at undgå, at produktionen af røde blodlegemer ryger kraftigt i vejret og gør blodet så tyktflydende, at det øger risikoen for blodpropper i blandt andet hjernen og hjertet. – det eksperimenterer forskerne nu med.

(kilde: TV2 og videnskab.dk)

…..

(screenpic fra italiensk tv ifm Raimondas Rumšas deltog i “Vild med dans”)

Den  tidligere professionelle lithauriske cykelrytter Raimondas Rumšas, der i 2002’udgaven af Tour de France sluttede løbet som 3’er – på løbets sidste dag blev hans hustru, der altid fulgte gemalen rundt til cykelløbene stoppet ved den belgisk-franske grænse i parrets bil medbringende et helt arsenal af forskellige medikamenter også epo både sortiment og mængde ville ha’ gjort et almindeligt apotek helt grønne af misundelse

 alle stofferne var på cykelsportens forbudt’liste

Raimondas Rumšas’s hustru, Edita Rumšienė, var tilbageholdt af fransk politi i flere måneder – men  Edita Rumšienė hævdede at det hele var til hendes svigermor

måske var Raimondas Rumšas’ mor bare en ualmindelig overvægtig dame

Cykelrytteren klarede i hvert fald frisag, men blev så året efter i maj afsløret for doping    ifm etapeløbet “Giro de Italia” og fik 1 års karantæne.

 

 

Det eftergivende samfund

“Det permissive samfund”

af Arne Sørensen

– særtryk af Berlingske Tidende kronik fra den 26. august 1970.

Det “permissive” samfund – det kan være irriterende for folk at skulle belastes med et nyt fremmedord – og det er da rigtigt at man lige så godt kunne sige “det eftergivende samfund” eller “samfundet, hvor alt er tilladt” – men hvis det drejer sig om en præcis beskrivelse af en ny samfundstilstand, hvis ejendommeligheder ikke tidligere er katalogiseret er det bekvemt at anvende et hidtil tomt ord, som man kan udfylde med en klar og nøjagtig mening – adjektivet ‘permissiv’ (med tryk på sidste stavelse) indføres herved på dansk fra latin, via England, hvor det i de senere år løseligt har været anvendt i den betydning, vi i det følgende skal fastlægge.

Gennem godt og vel hundrede år har vi erfaret en gradvis nedbrydning af de traditioner, der havde varet århundreder – ja i nogle tilfælde årtusinder – det blev muligt for bønder og arbejdere at blive statsministre – man kunne gifte sig tværs over gamle standsskel – personer fra fattige hjem nåede den højeste uddannelse – kvinderne tilkæmpede sig stemmeret, ret til alle uddannelser og adgang til mange nye erhverv uden for hjemmene.

Alligevel var alle grupperne og personer der kæmpede sig frem, præget af en stærk puritanisme – det drejede sig om at slide og stride, at spare og ofre i dag for mål, der kunne virkeliggøres i morgen – dyden blev en belønning i sig selv – ellers havde der ikke været det første Venstre, de første socialdemokrater eller de første brugsforeninger – eller de første fabrikanter og grosserere.

Og dybt nede under alt dette lå industrialismens første periode, hvor der måtte investeres i opbygningen af kapitalgoder – før vi kunne få nutidens billige masseproduktion af mad og klæder og af hundreder af andre forbrugsgoder, måtte alle fabrikkerne, jernbanerne, havnene, skibene og vejene bygges – de kunne ikke spises.

I Vesteuropa og Nordamerika er denne primære kapitalopbygningsperiode stort set forbi, og fra den næsten automatiserede produktionskæde kommer der fremglidende endeløse rækker af biler, konserves i dåser, damekjoler, herreskjorter og tusind af andre ting.

Adstadige, men fremsynede videnskabsmænd er derfor i fuld gang med at profetere, og deres forudsigelser har i årevis været godt stof i avisernes søndagstillæg – om nogle årtier vil der være fuld automation i fabrikkerne – der vil være færre arbejdere end funktionærer – en arbejdsuge på 30 timer og flere lange ferier i løbet af året er sandsynligt – fritiden bliver så stor, at den bliver en ny slags liv i sig selv – etc. etc.   

De ældre, der er opdraget med, at det er en dyd at bestille noget, er rystede, men trøster sig dog med, at omstillingen vil tage nogle årtier, så der er god tid til en gradvis tilvænning – hvis man da ikke også trøster sig med at man da heldigvis vil være død, inden dette sære lediggangssamfund er blevet virkelighed.

Her har imidlertid såvel videnskabsmændene som søndagsjournalisterne og den almindelige borger forregnet sig – de har tankeløst stolet på erfaringerne fra den almindelige gammeldags kommunikation, gennem hvilken nye ideer og nye tilstande yderst langsomt sivede fra initiativcentre ud til samfundets periferi – og da der i nutidens samfund er langt flere dygtige ældre end nogensinde før i vores historie, har de også stolet på at have hold på udviklingen, at kunne styre den roligt og at kunne udnytte fortidens erfaringer mest muligt.

Hvad de har overset er, at de nye massemedier virker lynhurtigt, såvel ud til det enkelte samfunds periferi som internationalt fra kontinent til kontinent. (For nogle måneder siden besøgte jeg Filippinernes hovedstad Manila, og et studenteroprør var i fuld gang – kort forinden havde der været et tilsvarende ved Københavns Universitet – indtil mindste komma var slagordene i disse to oprør nøjagtig de samme).

Man har ladet sig snyde af vanetanker fra de sidste århundrede år, ifølge hvilke der var tre lag i samfundet: først de opfindere, forskere, tænkere og kunstnere, der fik de nye ideer – dernæst de opinionsdannende ledere rundt omkring i samfundet – og til sidst det mer eller mindre passive flertal, der blot var modtagere af det nye, men ikke selv forarbejdede det.

Massemedierne har fuldstændig ændret denne – for de få og veletablerede bekvemme situation – i vore dage må man regne med, at alle slags ledende folk må rende i fuld galop for at følge med de forandringer, der aktivt bliver bearbejdede af de hidtil tavse og modtagende.

Dynamisk set er dette ungdomsoprørets egentlige hemmelighed. Lamslåede, vrede og fortvivlede befinder mange af de ældre sig pludseligt midt i det permissive samfund uden at have en anelse skabt om, hvor det er kommet fra – “Alt er tilladt” siger de ældre, og “hvad skal dette ende med..?”.

Nogle få stikord: Pornografi er tilladt, narkotika kan ikke holdes tilbage – på scenen og ude i landskabet løber man på splitternøgne mennesker – mod entre kan man beskue et veritabelt samleje for åbent tæppe – selv adstadige borgeraviser bringer billeder af “piger med vrinsk i” – de unge vil have magt – på universiteterne, højskolerne og i politik, ja selv børnene skal have det i deres skoler – brosten hvirvles ind ad vinduer, og der er tiltagende promiscuitet, blandt unge af begge køn, helt ned til 12-13 års alderen.

De permissive tendenser er blevet en magt i sig selv og præger samfundet i alle måder, lige fra den højeste idealisme til forbrydelserne – det permissive er blevet en atmosfære, et klima, der lader det regne i lige grad på det gode og det onde.

For nylig var der et bittert interview i Aarhus Stiftstiende – kriminalkommissær Jørgen Iversen fra samme by klagede over de tiltagende ungdomsforbrydelser og domstolenes lemfældige behandling deraf – i Århus var der en stigning i tyverier på 65 % i første halvår af dette år, sammenlignet med 1969, og forbrydernes alder blev lavere og lavere – der nævntes en 16-årig dreng, der siden november sidste år havde begået 121 tyverier, deraf 40 biler – og man havde gang på gang måtte lade ham løbe – tilsvarende klager blev omtrent samtidig fremsat af ledende politifolk i København og Odense – for politiet, dommerne og fængselsfunktionærerne er dette problem yderst alvorligt – de er sat til at administrere de straffelove, som det danske folk gennem Folketingets vedtagelser har ønsket sig, men samtidigt er folkestemningen blevet så permissiv, at embedsmænd og funktionærer ikke kan forvalte denne lovgivning efter deres ånd.

Det er klart, at idealisterne blandt ungdomsoprørerne ikke vil forsvare biltyverier eller rapserier i supermarkederne – men de er udtryk for den samme anonyme permissive tendens, der er ved at gennemsyre samfundet – og sociologisk set kan det heller ikke nægtes, at der er noget profetisk over den 16-årige biltyv – eller over de pæne middelstandsdamer, der stjæler i supermarkederne – de foregriber den gamle drøm, man finder hos såvel Karl Marx som hos kapitalister i Amerika; at en dag er varestrømmen så overvældende stor, at det bliver overflødigt at købe varer – alt, hvad folk har lyst til, kan stables i åbent tilgængelige dynger, som folk frit kan tage af – det er den idealsituation, hvorom Marx plejede at sige “Enhver yder efter evne, men modtager efter behov” – med en sådan overflod af varer er det helt ligegyldigt, om den, der kun har evner til at være arbejdsmand, har et større forbrug end selv den mest fremragende direktør.

Efter at vi med nogle få stikord, hvis indhold er fuldstændig kendt af alle, har beskrevet det permissive samfunds ejendommeligheder, kan vi forsøge at tilføje visse vurderinger.

Den første og vigtigste vurdering har vi allerede foretaget: De permissive tendenser gennemsyrer hele samfundet fra idealisme til forbrydelser – millioner af daglige aktioner og reaktioner accelererer gensidigt hinanden i et så enormt omfang, at det griber ind i alles liv – dette er således en første kvantitativ bedømmelse – selv om vi har set både idealistiske og hæslige tendenser i den, så har vi endnu ikke udsat den for nogen etisk, moralsk eller juridisk bedømmelse.

Vi kan dernæst foretage endnu en kvantitativ bedømmelse – permissiviteten præger ikke alle sider af samfundslivet, og det er usandsynligt, at den vil komme til at gøre det – på et stort jetfly er det usandsynligt, at der en dag vil blive dannet fuldt demokrati, der tillader samtlige passagerer at deltage i flyets styring – for det ville have så at sige øjeblikkelig død til følge – på tilsvarende vis køres et lyntog kun af én mand, og der er kun én kaptajn på et skib. Og hvordan styringen af et mejeri eller en avis vil blive, så er der hverken den daglige flaske mælk eller morgenavisen at hente uden for døren, hvis de permissive tendenser kom til at præge leveringssystemerne – det samme gælder postvæsenet; det er kun i Latinamerika, et postbud smider breve væk, hvis han finder tasken for tung. Ja, dette gælder stort set hele det almindelige og nødvendige arbejdsliv

Heraf har de to amerikanske fremtidsforskere, Herman Kahn og Anthony Wiener i deres store bog, “År 2000” draget den konklusion, at mens alle amerikanere hidtil har været puritanere, så vil der måske i fremtiden kun være 70 % af disse, mens de resterende 30 % vil være charmerende lediggængere – som et så rigt samfund sagtens kan føde på – med andre ord, at det samme samfund skulle kunne klare at eje to kulturer med modsat fortegn – (Og den nødvendige gensidige tolerance).

Men så enkelt er det jo ikke – navnlig ikke på grund af børnene – allerede nu dukker de nye tendenser op hos børn i selv de mest puritanske flids-moral-hjem – i familierne vil disse to kulturer bestandigt gribe ind over hinanden – ofte til stor smerte og uoverkommelighed – derfor må vi nu stille det første værdinormsspørgsmål “Hvordan er de ældres forhold til det permissive..?” – fra tid til anden skriver gammeldags mennesker et fnysende læserbrev, der slutter med “at forældre, lærere og politi må udøve pryglestraf igen” – men dette er næppe flertallets holdning – de fleste ældre er snarere af den mellemtype, der selv havde strenge forældre og lærere og selv for 20-40 år siden forsøgte de første beskedne oprør – de er med andre ord en 50-50 blanding af puritanisme og permissivitet med denne sidste havende prestige, således at man er “in”, hvis man her er på fremskridtets side – dette er således en holdning under nedbrydning, og den er derfor ikke egnet til fremtidige løsninger.

Denne holdning er desuden stærkt støttet af det, man kunne kalde gammeldags rousseauisme, “påstanden om, at det enkelte menneske fødes uskyldigt og kun fordærves af det udefra kommende dårlige miljø” – heller ikke denne holdning synes at give nogen fuld forklaring på menneskets gåde.

Vi har allerede set, at samfundet ikke kan fungere uden en vis portion af puritanisme – i det indbyrdes forhold mellem denne og permissiviteten er der to veje at gå – enten kan man forsat lade anonyme tendenser have deres frie spil, og så vil der – som mange allerede har forudset – formodentlig opstå fascistiske tendenser, når permissiviteten er trådt over en vis faregrænse – eller også at mobilisere vore fornuftens evner til bevidst gennemarbejdelse af disse problemer – hertil vil høre, at vi skal kunne dele permissiviteten i forskellige dele – nogle, som er gode begyndelser til et næste samfund og en næste kultur – og andre, der er tegn på, at vor nuværende kultur er ved at degenerere – og på samme måde at dele gammeldags myndighed og orden i gode og dårlige dele.

For nylig foreslog professor ved Århus Universitet, dr. Jur. Robert Bech, at Akademiet for Fremtidsforskning skulle igangsætte følgende projekt “Menneskets stabilitet og instabilitet i etik, moral og jura over for forandringernes ydre pres”.

Et sådant projekt er overordentlig tiltrængt – vi kan ikke forsat lade politiet eller lærerne i stikken – ej heller forældrene, børnene og de unge – at lade en så overvældende stærk tendens som den permissive falde som dråber på vor passive regnfrakke er intellektuelt uværdigt.

Lånt fra og link til copyright: www.fremtidsforskning.dk